MedWatch

ALK-konkurrent er tilbage på sporet - topchef takker af

ALK's franske rival Stallergenes leverede som forventet og fastholdt sin guidance i sit halvårsregnskab onsdag, hvor det samtidig blev meldt ud, at topchefen træder tilbage.

Foto: Stallergenes Greer/PR

Franske Stallergenes Greer, som konkurrerer med ALK i kampen om at hjælpe blandt andet græsallergikere, leverede onsdag et halvårsregnskab uden de store overskrifter i tallene, samtidig med at man fastholdt forventningerne. Selskabet kunne dog fortælle om fornyelse af topledelsen.

Stallergenes oplevede i sit første halvår, at indtægterne voksede med 10 pct. på årsbasis til 142,3 mio. euro, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, voksede fra 8,3 mio. euro i samme periode sidste år til nu 27,6 mio. euro.

Dermed er den franske allergikoncern godt på vej mod målet for 2018, som fortsat lyder på en omsætning i intervallet 270 til 280 mio. euro og en driftsindtjening på 40 til 50 mio. euro, da man er mere end halvvejs i forhold til intervallernes øverste ende.

Fremgangen i halvåret afspejles også af en forbedret bruttomargin, som voksede fra 64 til 68 pct., da bruttoresultatet steg med 10 pct. til 96,9 pct.

EBIT landede på 17,4 mio. euro mod et minus på 3,5 mio. euro for et år siden. Nettooverskuddet viste et plus på 13,6 mio. euro mod et underskud på 8,9 mio. euro i første halvår af 2017.

"Vi leverede tocifret omsætningsvækst i et konkurrencepræget globalt marked, trods udfordringer med tilskud og prissætningen i Europa og på internationale markeder. Samtidig reducerede vi vores driftsomkostninger med 12 pct., mens vi investerede i begge vore globale produktionslinjer og fremmede vores kliniske udvikling," udtaler Fereydoun Firouz, formand og topchef for Stallergenes Greer, i regnskabet.

Topchef træder tilbage

Stallergenes vil i andet halvår af 2018 fokusere på at styrke positionen i vigtige markeder og øge sin markedsandel "strategisk", ligesom man lover data fra kliniske fase 3-studier med middel mod allergi mod husstøvmider, STAGR320.

Væksten i første halvår blev skabt i Sydeuropa, hvor salget steg med 34 pct. til 72,1 mio. euro. Der var dog tilbagegang på henholdsvis 3 pct. og 42 pct. på de mindre markeder Nordeuropa og internationale markeder til henholdsvis 17,9 og 6,9 mio. euro.

Det amerikanske marked stod stort set stille med en omsætning på 45,4 mio. euro. I lokale valutaer var der dog tale om en fremgang i USA på 12 pct.

Den franske koncern bemærker, at dets græsallergitablet, Oralair, vandt markedsandele i Europa, mens dets middel mod birkeallergi klarede sig godt i Tyskland.

Topchef Fereydoun Firouz har endelig meddelt Stallergenes, at han vil træde tilbage ved årsskiftet. I hans sted vil bestyrelsesmedlem siden 2015 Stefan Meister sætte sig i formandsstolen, mens Michelle Antonelli, der for nærværende er direktør og ansvarlig for Europa og internationale markeder i Stallergenes, vil blive udpeget til ny, daglig topchef.

ALK-rivals bundlinje nærmer sig nul 

ALK lancerer tabletbaseret vaccine i "dråbelandet" Frankrig 

ALK om mulig tabletgodkendelse: "Vi kommer til at gøre en forskel" 

Franske myndigheder bremser endnu engang ALK-rivals produktion 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier