MedWatch

Sydbank: Positivt regnskab fra Lundbeck - engangsposter trækker op

Sydbank-analytiker forventer, at Lundbeck-aktien onsdag kan få en smule medvind fra et regnskab, der overgik forventningerne.

Foto: Sydbank/PR

Regnskabet for andet kvartal for den danske medicinalkoncern Lundbeck er umiddelbart positivt, og det kan resultere i en lille stigning til aktien, når den danske handelsstart skydes i gang onsdag morgen.

Sådan lyder det fra Søren Løntoft Hansen, der er senioraktieanalytiker hos Sydbank, kort efter regnskabsfremlæggelsen.

"Jeg forventer en lille stigning i aktien, som afspejler et bedre end ventet regnskab. Men heller ikke meget mere end det," siger han til Ritzau Finans.

"Det er et pænt regnskab, som dog er præget lidt af nogle engangsposter, som trækker i den positive retning," fortsætter han.

Lundbeck omsatte i april, maj og juni for 4703 mio. kr. mod ventet 4600 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Lundbeck selv. I andet kvartal sidste år omsatte Lundbeck for 4283 mio. kr.

Driftsresultat (EBIT) landede på 1350 mio. kr. mod ventet 1195 mio. kr. blandt analytikerne og et plus på 1050 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år.

"Lundbeck bliver gavnet af det højere salg, som giver en god driftsmæssig gearingseffekt og stram omkostningsstyring, som også gavner Lundbecks indtjening. Derudover er de også begunstiget af, at de har tilbagegang i salget af nogle af de midler, som de betaler royalties for. Det betyder, at de betaler færre royalties, og det gavner bruttomarginalen og bidrager til den voksende indtjening," siger Søren Løntoft Hansen.

"Indtjeningen er noget bedre end ventet, og her skal man være opmærksom på, at de blandt andet har haft en indtægt i forbindelse med nogle forlig i Australien, som modsvarer den aftale, som Lundbeck indgik med det amerikanske justitsministerium," fortsætter han.

Af regnskabet fremgår det, at selskabet i kvartalet havde en udgift på 334 mio. kr. til et forlig i en sag med det amerikanske justitsministerium, mens forlig i Australien omvendt trækker op, og også et salg af bygninger i København påvirker resultaterne positivt.

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier