MedWatch

Dermtreat udsætter børsnotering: Jagter ny venturekapital

Biotekselskabet Dermtreat har mødt så stor interesse, at selskabet nu satser på at rejse yderligere venturekapital til udviklingen af sit hovedprodukt, der netop er gået i fase 2b. Det skal øge selskabets værdi før en kommende børsnotering.

Det danske biotekselskab Dermtreat har haft sine fremtidsplaner oppe til overvejelse, og vil ikke længere arbejde frem mod en børsnotering i kølvandet på afslutningen af et netop igangsat fase 2b-studie med dets hovedaktiv, mundplasteret Rivalin.

I stedet vil selskabet fortsætte udviklingen af Rivalin for derved at øge selskabets værdi, før en børsnotering gennemføres.

”Vi er nu ret sikre på, at vi ikke kommer til at gå på børsen efter det her fase 2-studie, som ellers oprindeligt var planen. I stedet vil vi søge at lave endnu en kapitalrejsningsrunde næste år, som skal finansiere fase 3 og undersøgelser inden for andre indikationer. Det er i hvert fald planen, som den ser ud nu,” siger Jens Hansen, der er ansvarlig for forskning og udvikling i Dermtreat, i forbindelse med studiestarten, til MedWatch.

I 2017 gennemførte Dermtreat en af Danmarks største serie A-finansieringsrunder for et lille biotekselskab, da det hentede 120 mio. kr. fra et konsortium af investorer bestående af blandt andet Sofinnova Ventures, Novo Seeds og Lundbeck Fond Emerge.

Siden har selskabet også fået en ny adm. direktør i form af Nishan De Silva, som overtog posten fra Jens Hansen i foråret.

Starter nyt studie

Rivelin er et plaster, som kan klæbe fast på slimhindene og på den måde dosere medicin.

Det nye fase 2b-studie skal undersøge Rivelin som behandling mod sygdommen oral lichen planus, der er kendetegnet ved sår på mundens slimhinder, og hvor der i dag ikke findes nogen godkendt, effektiv behandling.

”Det er det her studie, som vi har arbejdet hen i mod i lang tid, og kommer til at blive afgørende for vores videre udvikling, så vi er meget spændte over, at vi nu er kommet i gang,” siger Jens Hansen.

Studiet kommer til at køre i USA, Tyskland, Danmark, Storbritannien, Irland og Canada og skal skaffe 240 patienter. De bliver delt op i fire grupper, tre med forskellig medicindosering og én placebogruppe.

På grund af mangel på behandlingsmuligheder til sygdommen og den store patientgruppe – ifølge Dermtreat er patientgruppen på omkring 6 mio. mennesker i USA og Europa – regner selskabets ledelse heller ikke med at have vanskeligt ved at rekruttere patienterne, og vil præsentere resultaterne i første halvår af 2019.

Større potentiale

Ambitionerne for Rivelin rækker dog ud over oral lichen planus, og også det har været med til at udsætte børsplanerne. Det har samtidig også været årsagen til, at Jens Hansen ønskede at træde væk fra posten som adm. direktør. For projektet er vokset væsentligt i størrelse, siden Jens Hansen og hans medstiftere startede selskabet for fire år siden.

Efter input fra sundhedspersoner har selskabet nemlig også fattet interesse for en række andre sygdomsindikationer, som Rivelin-teknologien måske kan bruges til.

”Det er særligt vulva lichen planus, der kendetegnet af sår på skamlæberne, som vi gerne vil kigge nærmere på, men der er også andre sygdomme, der har potentiale. Hvis vores delivery platform Rivelin også virker på dem, vil det give os mulighed for at gå på børsen som et biotekselskab med flere indikationer, og det vil øge vores værdi betydeligt,” siger Jens Hansen.

Dermtreat beskæftiger otte ansatte i Danmark og tre i USA.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier