MedWatch

Merck lover prisfald efter Trumps kritik - men kun på mindre og fallerede produkter

Amerikanske Merck & Co. (MSD) lover nu at sænke prisen på seks af sine midler med helt op til 60 pct., og leverer dermed noget nær de "frivillige, massive prisfald," som Donald Trump har lagt op til. Men der er tale om produkter, som er udkonkurreret af generika eller mere effektive alternativer.

Foto: /ritzau/AP/Matt Rourke/

Det amerikanske medicinalselskab Merck & Co. (MSD) har torsdag aften dansk tid annonceret, at det vil sænke priserne på en række af sine lægemidler med mellem 10 pct. og 60 pct.

Meldingen kommer efter, at både Pfizer og Novartis har lovet at udskyde planlagte prisstigninger efter kras kritik fra den amerikanske præsident Donald Trump, som forsøger at få medicinalselskaber til at sænke priserne på medicin.

For en måned siden lovede Donald Trump, at medicinalselskaber snart ville komme med "frivillige, massive prisfald."

Det løfte leverer Merck & Co. nu på, da selskabet skærer 60 pct. af prisen på selskabets hepatitis c-middel Zepatier.

Samtidig sænker Merck & Co. prisen på fem andre midler med 10 pct. ifølge Donald Trumps sundhedsminister Alex Azar, der udlægger prisfaldene som en sejr for Donald Trump.

"Præsidentens plan virker - prisen på lægemidler er på vej ned. Tak, Merck, for at sænke prisen på seks lægemidler, inklusiv et hepatitis c-middel med 60 pct.," skriver Alex Azar på Twitter.

Udover de seks prishug skriver Merck & Co., at selskabet vil sigte efter ("commit to" er den engelske vending, som Merck & Co. bruger) kun at hæve de gennemsnitlige priser på selskabets medicin i takt med inflationen.

Bløde prisfald

Her er det værd at bemærke, at Merck & Co. henviser til sine nettopriser - det vil sige priserne efter eventuelle rabatter til mellemmænd. De priser faldt sidste år 1,9 pct., skriver selskabet selv. Og med den formulering er der fortsat åbnet for, at listepriserne og rabatterne kan øges.

Samtidig er hepatitis c-midlet Zepatier blevet udkonkurreret af andre, mere effektive midler. Det gælder blandt andet Gileads Sovaldi og Harvoni, som har vist sig at kunne kurere hepatitis c helt. Zepatier står derfor for ca. 1 pct. af Merck & Co's salg.

Derudover skriver branchemediet Endpoints, at patenterne er udløbet på alle de fem lægemidler, som Merck & Co. vil sænke prisen på med 10 pct., hvilket vil sige, at alle fem kæmper med konkurrence fra billigere, generiske alternativer.

Mediet går derfor så langt som at kalde Merck & Co.'s prisnedsættelser for "en joke."

Merck & Co.'s aktie faldt 0,7 pct. efter nyheden.

Pfizer udskyder planlagte prisstigninger efter kritik fra Trump - andre hæver prisen 

Trump-minister står fast: Medicinalfirmaer sænker snart sine priser frivilligt

Trump: Om to uger vil medicinalfirmaer løfte sløret for "massive prisfald" 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier