MedWatch

Medicinalselskab købte sovemedicin og hævede prisen med 843 pct

Et amerikansk medicinalselskab stod for et af årets største prisstigninger, da det købte sovemedicinen Zolpimist og nidoblede prisen en måned senere. I alt har medicinalindustrien hævet prisen 3653 gange på 1045 lægemidler i USA i år.

Foto: Colourbox

Tirsdag i sidste uge leverede det amerikanske medicinalselskab Aytu Biosciences et af årets største prisstigninger, en måned efter at selskabet havde købt rettighederne til sovemedicinen Zolpimist.

Aytu Biosciences hævede prisen på Zolpimist med 843 pct., hvilket altså er mere end en nidobling.

Det skriver The Wall Street Journal.

Den slags træk har tidligere været stærkt kritiseret, blandt andet da Martin Shkreli købte lægemidlet Daraprim og hævede prisen med 5000 pct.

Samtidig kommer Aytu Biosciences' prisløft oveni, at den amerikanske præsident Donald Trump er gået til verbal kamp mod medicinalselskabers prisstigninger. Det har blandt andet fået Pfizer til at udskyde planlagte prisstigninger på 100 lægemidler.

Men ifølge nye tal, som finanshuset Raymond James & Associates har leveret til The Wall Street Journal, er det blot en dråbe i havet.

Alene i år har medicinalselskaber i USA hævet prisen 3653 gange på 1045 forskellige lægemidler.

Det gælder blandt andet Novo Nordisk, som har hævet prisen på diabetes-blockbusteren Victoza med 7,9 pct., hvilket er i tråd med medianen blandt de 3653 prisstigninger, der lyder på 8 pct.

Når det kommer til prisstigningen på Zolpimist, så påpeger Aytu Biosciences' adm. direktør Josh Disbrow, at der findes generiske alternativer, som kan købes billigere.

Zolpimist er nemlig en version af Sanofis sovemiddel Ambien (zolpidem), der først blev godkendt i 1992. Mens Ambien og andre generiske versioner kommer i form af en pille, så er Zolpimist en spray, der sprøjtes ind i munden.

"Det her er en luksusvare. Patienter kan vælge de generiske midler," siger Josh Disbrow til The Wall Street Journal.

"For dem der vil have en Cadillac, kan de betale sig til det," siger han videre.

Pfizer udskyder planlagte prisstigninger efter kritik fra Trump - andre hæver prisen

Novo Nordisk og andre reducerer planlagte prisstigninger i USA

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier