MedWatch

Lancering af kombinationsmiddel fra Zealand har ikke levet op til Sanofis forventninger

Det er gået langsommere end ventet med lanceringen af lægemidlet Soliqua, der er en kombination af danske Zealand Pharmas lixisenatid og Sanofis langtidsvirkende insulin Lantus. Det erkender chefen for Sanofis diabetesforretning, der dog stadig tror på midlet.

Foto: Sanofi

Novos franske rival Sanofi har ikke set den vækst i salget af kombinationsproduktet, Soliqua, som man havde håbet, da diabetes 2-midlet blev lanceret i USA omkring årsskiftet 2017.

Salget lider ifølge Sanofi under, at lægerne ser det som en hurdle, at patienterne skal gennemgå en ny titreringsfase, hvor dosis langsomt skaleres op og finindstilles.

Soliqua kombinerer Sanofis langtidsvirkende insulin Lantus med GLP-1-analogen lixisenatid, der er udviklet af danske Zealand Pharma. Det er en konkurrent til Novo Nordisks kombinationsprodukt Xultophy, der også er kommet langsomt fra start på det amerikanske marked.

Sanofi udviklede oprindeligt Soliqua til to patientgrupper - dels de patienter, der ikke opnåede tilstrækkelig blodsukkerkontrol med diabetespiller, dels patienter, der ikke opnåede tilstrækkelig blodsukkerkontrol med insulin eller lixisenatid.

Kræver ændring af praksis

Godkendelsen i USA gælder dog foreløbigt kun den sidste patientgruppe, hvor insulinbrugerne allerede har gennemgået en periode, hvor dosis er blevet skaleret op og finindstillet.

"Soliqua har ikke helt levet op til vores forventninger til lanceringen," siger direktør for Sanofis diabetesforretning Stefan Oelrich til Ritzau Finans og tilføjer:

"Det vi ser er, at det nødvendiggør en ændring af praksis, når man bevæger en patient, der allerede er blevet titreret op på insulin, og basalt set skal genstarte hele den proces. Fordelene ved en fast kombination har vist sig, men det anses også for at være en hurdle at genstarte titreringsprocessen."

Han peger på, at Sanofi fortsat vil gå efter at få godkendt Soliqua i USA til patienter, der ikke opnår tilstrækkelig blodsukkerkontrol på diabetespiller. Dermed vil midlet kunne komme på tale, inden der er indledt behandling med insulin.

"Hvis vi lykkes med det, tror jeg, at det vil indebære et gennembrud for behandlingen, for det er utvivlsomt, at denne type kombinationsprodukt er et af, hvis ikke det mest effektfulde injektionsbehandling på markedet i dag," siger Stefan Oelrich.

Soliqua solgte i første kvartal for 9 mio. euro. Salget i lanceringsåret 2017 udgjorde 26 mio. euro.

Zealand Pharma modtager som led i sin partneraftale med Sanofi en fast lav tocifret procentvis andel af salget af Soliqua.

Novos Xultophy solgte i første kvartal for 338 mio. kr. på verdensplan.

Mere fra MedWatch

Selvtests til skoleelever er på lager – nyt udbud sat i gang

Der ligger antigentests klar på lager fra tidligere indkøb, og de dækker i første omgang behovet for selvtests til skoleelever, som Regeringen og KL forleden besluttede skal supplere de kommunale skolers testindsats. En nyt udbud er netop skudt i gang for at dække efterspørgslen, når lagrene er tømte, oplyser styrelse.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier