MedWatch

Analytikere: Ozempic udfordres af nye doser fra rival

Opdateret kl. 15:14: Eli Lilly kan med højdosisudgaver af sin ugentlige GLP-1-analog, Trulicity, vise sig at blive en seriøs konkurrent til Novo Nordisks Ozempic, vurderer analytikere. Novo selv er ikke bekymret.

Foto: /Ritzau/AP/Darron Cummings

Novo Nordisks nye ugentlige GLP-1-analog Ozempic mod type 2-diabetes kan muligvis have fundet sine ligemænd i GLP-1-klassen.

Det er konklusionen hos Bloomberg Intelligences analytikere, Sam Fazeli og Michael Shah, efter at det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly har præsenteret data fra et studie med to højdosisudgaver af sin ugentlige GLP-1-analog, Trulicity.

Trulicity har længe taget markedsandele på markedet for GLP-1-analoger fra Novos Victoza, der er mindre bekvem at bruge for patienter, da den skal tages en gang dagligt mod Trulicitys og Ozempics en gang ugentligt.

Derfor vakte det også glæde hos Novo, at Ozempic i et direkte sammenligningsstudie sidste år viste sig at slå Trulicity og yde både større blodsukkerkontrol og give større vægttab hos type 2-diabetikere end Trulicity. Håbet er, at Novo kan få sat prop i og på sigt begynde at vinde markedsandele igen.

To nye versioner

Nu er Eli Lilly dog på vej med to højdosisudgaver af Trulicity, der viser lovende takter i et fase 2-studie, som blev offentliggjort i weekenden på den amerikanske diabetesforenings årsmøde.

Der er tale om Trulicity i doser på 4,5 milligram og 3,0 milligram. Den højeste dosis, som er tilgængelig på markedet i øjeblikket er på 1,5 milligram.

I studiet, der blev gennemført over 18 uger, opnåede patienterne, der fik de to højeste dosisudgaver, et større fald i langtidsblodsukkeret og et større vægttab end med den markedsførte udgave på 1,5 milligram og placebo.

Vægttabet med de to høje doser på 4,5 milligram og 3,0 milligram var på henholdsvis 4,4 kg og 4,2 kg efter 18 uger mod 2,9 kg for Trulicity i udgaven på 1,5 milligram.

Selv om man altid skal være varsom med at sammenligne på tværs af studier, da designet og de patientgrupper, der indgår, ikke er ens, er resultaterne lovende, mener Bloombergs analyseteam.

"Sammenligninger på tværs af studier antyder, at disse højere doser er på linje med Novo Nordisks Ozempic målt på blodsukkerkontrol, selv om konfidensintervallerne er brede. Trulicity kan være konkurrencedygtig på vægttab, hvis der forudsættes en forbedring ud over 18. uge, som indikeret på formen på kurverne," hedder det i notatet.

I Novos direkte sammenligningsstudie mellem Ozempic og Trulicity opnåede patienter, der fik Ozempic i højeste dosis et vægttab på 6,5 kg efter 40 ugers behandling mod 3,0 kg med 1,5 milligram Trulicity.

Novo ikke bekymret

Hos Novo vurderer forsknings- og udviklingsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen, at Ozempic vil holde fast i positionen som det mest potente GLP-1-middel på markedet.

"Målt på blodsukkerkontrol kan det godt være, at de kommer tættere på Ozempic. Jeg tror ikke, at de nogensinde vil nå os på vægttabet," siger Mads Krogsgaard Thomsen til Ritzau Finans.

Han peger desuden på, at Novo er i færd med at udvikle en højdosisudgave af Ozempic til fedmebehandling og om nødvendigt vil kunne udvikle en højere dosisudgave til diabetes 2 også.

"Jeg tror bare ikke, at der bliver behov for det. Mit bud er, at Ozempic i den nuværende udgave stadig vil have the upper hand," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

I Sydbank kommer analytiker Søren Løntoft Hansen til nogenlunde samme konklusion.

"Målt på blodsukkerkontrollen kan studiet godt indikere, at Lillys højdosisudgaver er på linje med Ozempics. Men i forhold til vægtreduktionen vil jeg stadig stille spørgsmålstegn ved, om det bliver tilfældet," siger Sydbank-analytikeren.

Han vurderer, at vægttabet med højdosisudgaverne nok skulle have ligget omkring 5 kilogram eller højere efter 18. uger, for at højdosisudgaverne havde mulighed for at komme på niveau med vægttabet ved brug af Ozempic.

Eli Lilly er i færd med at undersøge sikkerheden og effekten af de to højdosisudgaver i et stort fase 3-studie, der ventes afsluttet i 2019.

Opdateret kl. 15:00 med kommentar fra Mads Krogsgaard Thomsen og kl. 15:14 med kommentar fra Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank.

Rival-produkt overgår Novos guldæg i klinisk praksis

Novo Nordisks store håb overgår ærkerivalen

Eli Lilly viser positive data fra kombinationsstudie med Novo-udfordrer

Forsiden lige nu

Nye Darzalex-data skal fremlægges på hæmatologikonference

Janssen og Genmab har fået lov til at fremlægge data fra et studie med Darzalex i nydiagnosticerede patienter på den store hæmatologikonference ASH til december. Der er allerede løftet lidt af sløret for de yderst positive data, og aktien steg med omtrent 7 pct. på nyheden.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier