MedWatch

Krogsgaard: Nye data om oral semaglutid har skabt en unik situation

Ifølge Novos forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, er de nye studieresultater for oral semaglutid med til at underbygge, hvad han kalder en unik situation for Novo Nordisk.

Foto: /ritzau scanpix/Claus Bech

Novo Nordisk står i en unik position med diabetespillen oral semaglutid, som i nye studieresultater giver nogle af verdens bedst sælgende diabetesmidler baghjul.

Resultaterne fra de pågældende fase 3-studier overstiger forventningerne hos Novo Nordisks forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, som ser produktet blive verdens bedste tabletbaserede præparat – og dermed også det bedst sælgende.

"Det overstiger mine forventninger, og det overstiger også det, som var lagt i forudsætningerne for det her studie, kan jeg godt røbe," siger Mads Krogsgaard Thomsen i et interview med Ritzau Finans.

Baseret på den primære statistiske metode viste Novos data, at oral semaglutid reducerede blodsukkeret på linje med Victoza efter 26 ugers behandling. Samtidig opnåede patienterne et større vægttab med oral semaglutid end med Victoza.

I det andet studie, hvor oral semaglutid blev sammenlignet med verdens bedst sælgende diabetespille, Januvia fra Merck, nåede en større andel af semgalutid-patienterne den amerikanske diabetesforenings behandlingsmål om et langtidsblodsukker på under 7 pct. efter 52 ugers behandling.

"Direkte sat op imod verdens mest sælgende diabetesmiddel, Januvia, verdens næstmest sælgende tabletpræparat, Jardiance, og nu også verdens bedst sælgende GLP1-injektionspræparat, nemlig Victoza, har vi vist, at vi er signifikant bedre end dem alle sammen," siger Mads Krogsgaard Thomsen og tilføjer:

"Vi står basalt set i en unik situation, og det er kun halvvejs inde i udviklingsprogrammet, at vi er kommet så langt."

Åbner et helt nyt marked

Hos Sydbank holder analytiker Søren Løntoft Hansen efter resultaterne fast i sit topsalgsestimat for oral semaglutid på 30 mia. kr. om året, og han ser 70 pct. sandsynlighed for godkendelse i kølvandet af offentliggørelsen. Ifølge Mads Krogsgaard Thomsen går selskabet efter at få semaglutid på markedet så tidligt som muligt i 2020.

"Vi vil stile mod, at det skal blive verdens bedste tabletbaserede præparat, og dermed skal det selvfølgelig på sigt også ende med at blive verdens bedst sælgende tabletpræparat inden for diabetes. Det er planen," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Han tilføjer, at en godkendelse af semaglutid vil åbne et helt nyt marked for Novo Nordisk, som i dag har en førende postion på injektionspræparater, mens det ikke spiller med på tabletmarkedet.

"Vi spiller kun på en fjerdedel af diabetes-boldbanen, og det er den fjerdedel, som handler om injektionspræparater. Tre fjerdedele af alle diabetespatienter i hele verden får slet ikke injektioner, men kun tabletter. Der går vi med oral semaglutid ganske enkelt efter at lave verdens bedste tabletbaserede præparat," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

"Det vil placere os midt i 75 pct. af verdens diabetespopulation, som vi ikke har adgang til i dag, fordi vi ikke har tabletter. Når vi så kommer med den bedste type 2-diabetestablet, så burde vi stå utroligt stærkt i et for os jomfrueligt marked," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Nyt Novo-studie: Novos diabetespille slår egen Victoza og Januvia fra konkurrenten Merck

Sydbank-analytiker: Flotte data kan sikre høj pris til ny diabetespille

Novos diabetespille bliver hedt emne på diabeteskongres i weekenden 

Mere fra MedWatch

Selvtests til skoleelever er på lager – nyt udbud sat i gang

Der ligger antigentests klar på lager fra tidligere indkøb, og de dækker i første omgang behovet for selvtests til skoleelever, som Regeringen og KL forleden besluttede skal supplere de kommunale skolers testindsats. En nyt udbud er netop skudt i gang for at dække efterspørgslen, når lagrene er tømte, oplyser styrelse.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier