MedWatch

Analysehus hæver anbefaling til Genmab

Med det nylige kursfald hos Genmab kommer analytikerne fra Morningstar nu på banen og hæver deres anbefaling til aktien for det danske biotekselskab.

Foto: Tuala Hjarnø/Genmab

Efter de seneste ugers kursfald i Genmab har analytikerne hos Morningstar hævet anbefalingen af biotekselskabets aktie til "køb" fra tidligere "hold", rapporterer Bloomberg News.

Det sker i Morningstars terminologi ved at opgradere aktien fra tre til fire stjerner, hvilket betyder, at aktien ifølge Morningstars vurdering vil give et afkast ud over et fair risikojusteret afkast.

Kursmålet på 1160 kr. er der dog ikke pillet ved, men det indikerer med mandagens lukkekurs på 946,80 kr. et potentiale på 22,5 pct.

Morningstar skriver i et notat, at Darzalex er velpositioneret i forhold til at blive en hjørnesten i behandlingen af knoglemarvskræft, og peger på, at data fra et studie, hvor Darzalex bruges som førstebehandling i kombination med kræftmidlet Revlimid, kan sætte yderligere skub i salget i USA.

"Vi mener, at Darzalex bliver yderligere forankret i markedet for midler mod knoglemarvskræft, hvilket danner basis for vores positive trend rating (af aktien, red.)," skriver Morningstar i et notat.

Analysehusets estimater indikerer, at Genmabs resultat før skat vil stige fra 1063 mio. kr. sidste år til 1432 mio. kr. i år og 2574 mio. kr. i 2019.

Siden slutningen af maj er Genmab-aktien faldet fra omkring kurs 1200 kr. efter skuffende studier med Darzalex i kombination med lungekræftmidlet Tecentriq fra schweiziske Roche.

Dermed spås Darzalex umiddelbart ikke den store fremtid i andre kræftformer end knoglemarvskræft, som midlet i dag er godkendt til.

Forsiden lige nu

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier