MedWatch

Sydbank-analytiker om Lundbeck-forlig i USA: Ikke så dyrt som frygtet

Det kunne være endt værre, end tilfældet var, da det danske medicinalselskab Lundbeck sent onsdag kunne fortælle, at det havde indgået et 336 mio. kr. stort forlig i sag om "relationer og donationer" til uafhængige patientstøtteorganisationer i USA.

Foto: Sydbank/PR

Lundbeck har onsdag indgået en forligsaftale med det amerikanske justitsministerium, Department of Justice, som betyder, at selskabet betaler 52,6 mio. dollar eller cirka 336 mio. kr.

Forliget, som endnu ikke er færdigforhandlet, men som ikke omfatter en indrømmelse af skyld fra Lundbecks side, sker i forlængelse af de amerikanske myndigheders undersøgelse af datterselskabet Lundbeck LLC's "relationer og donationer" til patientstøtteorganisationer i USA.

336 mio. kr. kan lyde af meget, og ifølge Sydbank er Lundbeck da heller ikke sluppet billigt, selv om det kunne have været værre.

Senioranalytiker Søren Løntoft fremhæver i en kommentar, at en lang række andre medicinalselskaber har været under mistanke og flere har indgået tilsvarende forlig. Navnene tæller Pfizer, Johnson & Johnson, Valeant, Horizon Pharma, Gilead, Biogen, Jazz Pharma, Celgene, Regeneron og United Therapeutics.

”United Therapeutics indgik forlig på 210 mio. dollar, Jazz Pharmaceutical på 57 mio. dollar og Pfizer på 24 mio. dollar. Set i det lys er Lundbecks aftale ikke specielt lav – men absolut heller ikke så høj, som frygtet,” vurderer Sydbanks senioranalytiker.

Han vil på den baggrund ikke udelukke, at aktien kan komme under pres torsdag morgen, når handelen igen starter, selv om Lundbeck fastholder sine forventninger om en driftsindtjening, EBIT, i intervallet 4,8 til 5,2 mia. kr.

Sagen drejer sig om, at man i USA har et forbud mod, at medicinalselskaber yder finansiel støtte til patienter i de offentlige sygesikringsprogrammer, Medicare og Medicaid, men et sådan forbud gælder ikke for patientstøtteorganisationer. Myndighederne har dog gjort gældende, at betalinger fra farmaselskaber til disse organisationer, som så sender midlerne videre til patienterne, er en omgåelse af reglen.

Det er derimod lovligt for farmaselskaberne at yde direkte patientstøtte til patienter omfattet af private sundhedsforsikringer.

Lundbeck indgår forlig i USA - betaler 336 millioner 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier