MedWatch

Sydbank: Det ser sort ud for Darzalex i solide tumorer

Genmabs forhåbninger om, at guldmidlet Darzalex kan bruges til behandling af solide kræfttumorer, har lidt et alvorligt knæk, efter midlet fejlede mod lungekræft i kombination med en immunterapi fra Roche. Ifølge Sydbank bør investorerne ikke "sætte næsen op efter et videre eventyr for Darzalex i solide tumorer."

Foto: /ritzau/Rune Pedersen

Det er et markant fald i vente i Genmab-aktien mandag, da selskabets aktionærer ikke længere bør sætte næsen op efter, at kræftmidlet Darzalex også slår igennem som behandling af solide tumorer.

Det vurderer analytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, efter at Genmab lørdag meddelte, at en uafhængig dataovervågningskomité har anbefalet at stoppe et fase 1b/2-studie med Darzalex i kombination Roches lungekræftmiddel Tecentriq.

Afbrydelsen af studiet skyldes, at overvågningskomitéen ikke så nogen fordel forbundet med at kombinere Darzalex med Tecentriq i ikke-småcellet lungekræft. Faktisk var der en numerisk forøgelse af begivenheder med dødeligt udfald i den gruppe af patienter, der fik kombinationen, frem for den gruppe der alene fik Tecentriq.

"Vi ser klart negativt på meldingen fra Genmab. Data fra studiet med Darzalex i kombination med Tecentriq i ikke-småcellet lungekræft var efter vores vurdering årets største kurstrigger for Genmab-aktien, da positive data ville have løftet potentialet for Darzalex yderligere - med behandling med Darzalex uden for knoglemarvskræft (i solide tumorer)," skriver Søren Løntoft Hansen i et notat.

Ingen udsigter i solide tumorer

Genmabs partner Janssen har efterfølgende kontaktet alle de selskaber, der gennemfører studier med Darzalex i kombination med de såkaldte anti-PD-1 lægemidler, der er den gruppe lægemidler som Tecentriq tilhører.

"Selv om det er op til hver enkelt partner-selskab, der undersøger Darzalex i kombination med en PD-1/PD-L1-inhibitor, at beslutte, hvad der skal ske med den videre udvikling (herunder se på data og sikkerhed) bør investorerne efter vores vurdering ikke sætte næsen op efter et videre eventyr for Darzalex i solide tumorer," konkluderer Sydbank-analytikeren.

Selv har Janssen stoppet et studie med Darzalex kombineret med sin egen PD-1 hæmmer til behandling af knoglemarvskræft.

Stoppet for dette studie ændrer dog ikke på Sydbank-analytikerens markante salgsforventninger til Darzalex i knoglemarvskræft, hvor midlet er blevet godkendt i stadigt flere kombinationer og har vist markant effekt.

"Vi fastholder derfor vores topsalgspotentiale for Darzalex inden for knoglemarvskræft på 8,7 mia. dollar," skriver Sydbank-analytikeren.

Udsigt til markant fald

Han har i sine modeller indregnet et potentiale for Darzalex uden for knoglemarvskræft på 83 kr. per aktie, heraf 71 kr. i solide tumorer.

Det svarer til 6 pct. af Genmabs nuværende aktiekurs.

"Vi vurderer, at markedet (resten af analytiker-korpset) i store hele indregner en lignende værdi for Darzalex i solide tumorer. Lørdagens meddelelse fra Genmab lægger derfor modelmæssigt op til et midt til højt encifret kursfald på 5-9 pct.," skriver Søren Løntoft Hansen, der dog ikke vil udelukke, at short-sælgere og manglen på kortsigtede kurstriggere kan sende aktien endnu længere ned.

"Vi udelukker derfor ikke et kursfald på 15-20% i forbindelse med børsåbningen - et kursfald i den størrelsesorden anser vi som en attraktiv købsmulighed i et selskab, hvis pipelineværdi selv uden Darzalex i solide tumorer ikke er indregnet i aktiekursen," hedder det i notatet.

Hos Jefferies har analytiker Peter Welford ikke behov for at justere sine modeller, da han ikke har indregnet værdi af Darzalex i de kombinationer, der netop er stoppet.

Peter Welford peger dog på, at studiestoppet kan skade stemningen om aktien givet, at der var et meget blockbusterpotentiale - det vil sige mulighed for et salg på mindst 1 mia. dollar - hvis det var lykkedes at udvikle med midlet til behandling af solide tumorer.

Såvel Jefferies som Sydbank har anbefalingen "køb" af Genmab.

Genmab-partner stopper lungekræft-studie med Darzalex: Analytiker forventer kursfald 

Genmab-middel fejler i kræftstudie 

Mere fra MedWatch

Coloplasts nye skattedetaljer viser enorme nationale forskelle - Danmark blandt de laveste skatteopkrævere

Mens Coloplast betaler godt 20 pct. i effektiv skattesats herhjemme, lægger medicoselskabet næsten 40 pct. i skatteposen af sit overskud i Frankrig, viser nye detaljerede skatteoplysninger fra virksomheden. Størstedelen af medicoselskabets ansatte arbejder i Ungarn, hvor firmaet også betaler den laveste selskabsskat på bare 15 pct, men produktionen er lagt i landet af en række andre årsager, fortæller Coloplast.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier