MedWatch

Brancheforening kalder til opgør med høje gebyrer for forskning

Lægemiddelindustriforeningen, Lif, vil på vegne af sine medlemmer indkalde Sundhedsministeriet, Danske Regioner og de Lægevidenskabelige Selskaber til en drøftelse om de stigende omkostninger på forskning, som private firmaer og fonde udfører på de danske hospitaler.

Lif vil kalde Sundhedsministeriet, Danske Regioner og de Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, til møde om gebyrer for forskning i Danmark. Foto: Zealand Pharma PR

Den seneste tids debat om prisniveauet på de danske hospitaler specifikt og medicinalgiganters heftige kritik af vilkårene for at bedrive klinisk forskning i Danmark generelt, får nu selskabernes brancheforening, Lægemiddelindustriforeningen, Lif, til at tage affære.

Det skriver Altinget.

For når de danske afdelinger i en række af verdens største medicinalkoncerner får stadig sværere ved internt at argumentere for at lægge et forsøg i Danmark, og når selvsamme selskaber truer med at trække deres forskning ud af landet, er det alvorligt.

"Vi har behov for at få skabt mere gennemsigtighed og kommer til at invitere Sundhedsministeriet, Danske Regioner, og Lægevidenskabelige Selskaber til et møde om det her," siger Henrik Vestergaard viceadministrerende direktør i Lif til Altinget.

Pludselig gebyrstigning

Til mediet fortæller Henrik Vestergaard, at medlemmerne af Lif har en klar fornemmelse af, at prisen særligt er steget det seneste halvandet års tid. Og som MedWatch i en række artikler har kunne berette om, er det navnlig stigningen i det såkaldte overhead, der har vakt furore.

Overhead er en betegnelse for det beløb, virksomheder skal betale til regionerne for at dække de indirekte omkostninger, som regionerne har ved at stille ressourcer til rådighed for forskning for andre.

Satsen for overhead har i mange år været fastsat til 3 pct., men fra januar 2018 blev nye måder at opgøre overheadet på indført, der alt andet lige har ført til prisstigninger på op mod – og i nogle tilfælde – mere end 18 pct. af omkostningerne.

Årsagen til stigningen og indførelsen af den fælles og faste takst på de indirekte omkostninger på eksternt finansierede forskningsprojekter, er foranlediget af Rigsrevisionen, der for et par år siden kritiserede den daværende praksis på hospitalerne, hvor driftsudgifter og forskningsudgifter ikke i tilstrækkelig grad blev adskilt.

Det førte til en beslutning om at gebyrlægge eksternt finansierede forskningsprojekter en overheadomkostning uden hensyntagen til, om den private forskning også bidrager med ressourcer, som ellers skulle være trukket ud af det normale budget.

Efterspørger større gennemsigtighed

I tillæg til prisstigningerne på overheadet, klager Lif og medicinalselskaberne også over den tilsyneladende mangel på transparens, der er i priserne for de forskellige ydelser ved kliniske studier.

Det har både Pfizer, Abbvie, Next og Lif givet udtryk overfor MedWatch.

"Vi har flere gange efterlyst, at man i regionerne påtager sig ansvaret for at håndtere for eksempel overhead på en mere ensartet måde – og på en måde der ikke kun sikrer klare administrative rammer omkring overhead men som også understøtter det praktiske samarbejde mellem virksomheder og de enkelte sygehusafdelinger," har Henrik Vestergaard sagt til MedWatch.

”Vi ser, at priserne stiger, og vi ser, at der er forskellige opfattelser af, hvad de 18 pct. skal tages af, og om det i virkeligheden drejer sig om 22 pct. Der mangler i den grad gennemsigtighed og klarhed på området,” mente Thomas Ibsen, medicinsk direktør i Abbvie.

Hvornår mødet mellem Lif Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Lægevidenskabelige Selskaber skal finde sted, oplyser Altinget ikke.

Industrien lægger flere kliniske forsøg i Danmark

Medicinalgiganter i fælles front: Klinisk forskning i Danmark er for dyrt

Nyt udfald mod klinisk forskning i Danmark: Det er alt for dyrt

Roche truer med at droppe studier i Danmark – omkostninger er for høje

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier