MedWatch

Sydbank: Uhyggelig stærk start på 2018 for Lundbeck

Lundbeck har klaret sig bedre i årets første tre måneder, end Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen havde forventet.

Foto: Sydbank/PR

Medicinalkoncernen Lundbeck kom stærkt ud af første kvartal på både top- og bundlinje.

Søren Løntoft Hansen, aktieanalytiker i Sydbank, kalder faktisk resultaterne for de første tre måneder af 2018 for "uhyggelige stærke".

"Regnskabet er klart bedre end ventet. Og selv om omsætningen er positivt påvirket af hedging af valuta med 182 mio. kr. samt ekstraordinære leveringer, så er væksten i lokal valuta for de fleste af lægemidlerne stærke," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Flere af Lundbecks midler er allerede løbet af patent og flere gør det i år. Men også her er salget gået godt i kvartalet:

"Både Cipralex og Sabril er ramt af patentudløb - men i lokal valuta vokser de henholdsvis med 5 og 3 pct. Onfi, der løber af patent i oktober i år, voksede med 46 pct. i lokal valuta," siger analytikeren.

Lundbeck vælger at fastholde forventningerne til hele året - og i Søren Løntoft Hansens optik er det fornuftigt nok.

"Der er så mange svingfaktorer i forbindelse med at patenterne løber ud, at man endnu er helt usikker på, hvor det hele lander. Men der er lagt stærkt fra land - og resultaterne lander sandsynligvis i den øvre ende af forventningerne, hvilket kan pege hen mod en opjustering," siger Sydbanks analytiker, der vurderer, at aktien vil stige på regnskabet.

"Kursen på aktien bør klart stige i dag - og mere end det generelle aktiemarked," siger Søren Løntoft Hansen.

Lundbeck leverer bedre end forventet i første kvartal 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier