MedWatch

Takeda-boss: Shires størrelse forhindrer ikke opkøb

Efter at flere analytikere har tvivlet på, om Takeda overhovedet har midlerne til at købe Shire, melder Takeda-topchef Christophe Weber klart ud: Takeda har penge nok. Bemærkningen får Shires markedsværdi til at stige endnu mere.

Foto: Colourbox

Analytikerne forholdt sig tvivlsomme, da det japanske medicinalselskab Takeda i slutningen af marts meldte ud, at det overvejer at købe det irske medicinalselskab Shire.

Tvivlen er opstået, fordi Takedas udmelding medførte, at Shires markedsværdi - den samlede værdi af alle Shires aktier - steg 20 pct. til 260 mia. kr. Det var 20 mia. kr. højere end Takedas markedsværdi på 240 mia. kr.

Men torsdag holdt Takedas franske adm. direktør, Christophe Weber, et møde med analytikerne, hvor hverken pressen eller investorerne var inviteret. Her fortalte topchefen ifølge Bloombergs kilder, at Shires størrelse ikke er en forhindring for et eventuelt opkøb.

Han sagde samtidig, at han fortsat overvejer et køb af hele Shire - og altså ikke har i sinde at byde på enkelte forretninger eller lægemidler.

Shires markedsværdi stiger igen

De udtalelser gjorde umiddelbart arbejdet endnu sværere for Takeda. Topchefens bemærkninger betød nemlig, at Shires aktiekurs steg 6,1 pct. på børsen i London, mens Takedas aktier faldt 5,5 pct.

Det betyder, at Shires markedsværdi nu lyder på 290 mia. kr., mens Takedas ligger på 220 mia. kr. Takeda overvejer dermed at købe en forretning, der nu er 32 pct. mere værd end selskabet selv.

Den amerikanske investeringsbank Bernstein, hvis analytikere var blandt skeptikerne, har siden mødet med Christophe Weber ændret mening om opkøbet.

"Ved et møde i Tokyo understregede Takeda sin interesse i Shire. Vi tror på, at handlen er sandsynlig, fordi der er en villig køber, en villig sælger og plads til at møde forventningerne fra begge sider," skrev Bernsteins analytikere ifølge Bloomberg i et notat til bankens investorer.

Takeda har under britisk lovgivning indtil 25. april til at melde endeligt ud, om selskabet ønsker at byde på Shire.

Det offentlige og åbne forløb om Takedas overvejelser skyldes, at britiske konkurrencemyndigheder bad Takeda om at melde sin interesse ud offentligt, efter at flere dages rygter i slutningen af marts fik Shire-aktien, der er noteret i London, til at stige 5 pct.

Analytikere tvivler på Takeda-opkøb af Shire: "Hvordan skal de få råd?"

Takeda overvejer at købe Shire 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier