MedWatch

Abbvie forsinker biosimilær konkurrent til storsællert indtil 2023 med ny aftale

Amerikanske Abbvie har aftalt med konkurrenten Samsung Bioepis, at sidstnævnte forsinker sin biosimilære konkurrent til verdens bedst sælgende lægemiddel, Humira, indtil 2023. Selskabet melder ikke, hvad Samsung Bioepis får til gengæld.

Foto: Nam Y. Huh/AP

Medicinalselskabet Abbvie har igen forhandlet sig fra biosimilær konkurrence til gigtmidlet Humira, der sidste år sørgede for en omsætning på 112 mia. kr. (18,4 mia. dollar) og dermed er verdens bedst sælgende lægemiddel.

Denne gang drejede det sig om en biosimilær version af Humira udviklet af koreanske Samsung Bioepis - et biotekselskab som er delvist ejet af amerikanske Biogen og det koreanske Samsung-konglomerat.

Abbvie har aftalt med Samsung Bioepis, at sidstnævnte først lancerer sin billigere, biosimilære konkurrent til Humira i 2023 i USA. I Europa bliver den biosimilære konkurrent fortsat lanceret i oktober i år.

Abbvie melder ifølge Reuters, at selskabet ikke betaler Samsung Bioepis for forsinkelsen, men ingen af de to selskaber melder derudover, hvad aftalen indebærer.

Sidste aftale førte til milliardløft

Tilbage i september indgik Abbvie en lignende aftale med amerikanske Amgen, som også havde udviklet en biosimilær konkurrent til Humira, og som også gik med til at udskyde lanceringen indtil 2023.

Det førte til, at Abbvie hævede sine forventninger til Humiras salg i 2020 til 128 mia. kr., hvilket var 18 mia. kr. højere end selskabet oprindeligt forventede.

En sådan aftale om Humira er med andre ord i sig selv lige så meget værd som et blockbuster-middel.

Ifølge Reuters fik aftalen analytikeren Ian Hilliker fra investeringsbanken Jefferies til at skrive, at det nu er "usandsynligt" at andre biosimilære versioner af Humira kan nå markedet i USA inden 2023.

Abbvie har god grund til at forsvare Humiras salg med liv og lemmer: Humira stod for 65 pct. af Abbvies samlede salg sidste år.

Abbvie skal betale 19 mio. kr. til patient, der fik hjerteanfald - 6000 lignende sager spøger

Biogen og Abbvie trækker sklerosemiddel fra markedet efter alvorlige bivirkninger

Abbvie gør rent bord i fase 3-studie med mulig blockbuster

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier