MedWatch

Ny regeringsplan slår projekter for forskningsvækst sammen

De to enheder for bedring af klinisk forskning, NEXT og Én Indgang, skal ifølge den nye vækstplan smækkes sammen. Håbet er være på plads inden sommerferien, siger vicedirektør.

Foto: NEXT PR

Når man fremover skal gøre en indsats for at lokke mere klinisk forskning til Danmark, skal der kun være én organisation, som tager sig af det.

Det står klart, efter regeringen fremlagde sin vækstplan for life science fredag formiddag. Her fremgår det, at man vil etablere en ny, samlet organisation til at forbedre klinisk forskning, som skal bygge videre på NEXT og Én Indgang.

”Jeg tror, vi får rigtig meget ud af at have én samlet organisation. Vi kommer jo til at trække med samme energi i samme retning, når vi har det samme mål, og der bliver mindre forvirring om, hvem der tager sig af hvad,” siger NEXT’s vicedirektør Britta Smedegaard Andersen til MedWatch.

For mens NEXT formelt set udelukkende har været fokuseret på de tidlige kliniske studier med lægemidler, og særligt i specifikke sygdomsområder som kræft og dermatologi, har det set anderledes ud med Én Indgang. Her har man været meget regionalt fokuseret, og har også haft en enhed for medicoudstyr.

”Vi ser det som meget positivt med et initiativ, som dækker life science bredt, og som derfor også kan sætte fokus på området for medicinsk udstyr,” siger Britta Smedegaard Andersen.

Fremover kan man også se frem til et større sammenfald mellem lægemidler og medicinsk udstyr i takt med at behandlingerne bliver mere specialiserede.

Vi kommer jo til at trække med samme energi i samme retning, når vi har det samme mål.

Britta Smedegaard Andersen, vicedirektør i NEXT.

Ny finansiering, nyt ansvar

Finansieringen og dermed også kontrollen med det fælles projekt vil med vækstplanen også komme et andet sted fra. Én Indgang har primært været regionalt finansieret, mens NEXT blev stiftet med hjælp fra Innovationsfonden.

Nu skal begge underlægges det nye life science-kontor i Erhvervsministeriet.

Men selvom Innovationsfonden dermed bliver kørt ud på sidelinjen, er man ikke ærgerlig over det.

”Regeringen fremhæver det her NEXT-samarbejde som en af fondens allerstørste investeringer, og samarbejdet har over en ganske kort periode skabt et stærkere miljø omkring de kliniske forsøg i Danmark. Og vi er glade for, at regeringen har lagt mærke til de resultaterne, som NEXT har skabt,” siger Innovationsfondens direktør Peter Hønggaard.

Han ser det derfor som meget positivt, at forbedrede vilkår fylder så meget i den nye vækstplan. Og Peter Hønggard understreger, at man i Innovationsfonden fortsat vil bakke om at sikre et stærkt forskningsmiljø.

Vi er glade for, at regeringen har lagt mærke til de resultater, som NEXT har skabt.

Peter Hønggaard, direktør for Innovationsfonden.

Klar til sommer – måske med ny strategi

De to projektledelser har været forberedt på, at de sandsynligvis ville blive lagt sammen i løbet af 2018, så allerede i slutningen af 2017 begyndte man at deltage i hinandens fællesmøder for at holde sig orienteret.

Derfor har det heller ikke så lange udsigter at få lagt de to organisationer sammen og udvidet, så man kan få gavn af de penge, som vækstplanen har afsat til den kliniske forskning. 6,9 mio. kr. bliver hvert år til og med 2021 afsat til at skaffe mere klinisk forskning til Danmark.

”For at blive til en organisation er der naturligvis nogle praktiske forhold, der skal på plads, men med hensyn til arbejdsopgaverne er vi ikke langt fra hinanden. Så med regeringsstøtten i hånden vil vi kunne sætte det her i værk meget hurtigt,” siger Britta Smedegaard Andersen.

Håbet er, at man vil være klar til at præsentere et samlet ansigt ud af til i slutningen af foråret – inden sommerferien.

I samme forbindelse mener Britta Smedegaard Andersen, at man nok fremlægge en ny strategi, som skal forene de to enheders forskellige tilgang til det kliniske område.

Regeringen præsenterer life science-plan med 37 initiativer

Udspil sikrer life science-industrien fast plads i Erhvervsministeriet

NEXT scorer tre nye industripartnere

Forsiden lige nu

EU vil beskytte europæiske virksomheder mod USA's Iran-sanktioner

Europæiske virksomheder skal beskyttes mod sanktioner, som USA indfører mod Iran, skriver EU-Kommissionen. I udgangspunktet positivt, men i praksis svært ladsiggørligt vurderer DI, der stadig mener, at danske medicinalselskaber, som opererer i Iran, vil blive ramt negativt. Novo Nordisk afventer situationen.

Her er de vigtigste nyheder fra MedWatch i uge 20

Præsidentielle udfald i USA, fusion i høreapparatsbranchen, rehab-messe i Bella Center og udskiftning i Novo-toppen - MedWatch giver dig overblikket over ugens vigtigste nyheder fra dansk life science. Gik du glip af noget?

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier