MedWatch

Amerikansk biotekfirma i stormvejr efter investordrama og anklager om svindel

Det amerikanske biotekselskab Mimedx er kommet i alvorligt uføre, som opstod, da en kritisk investor fik besøg af FBI. Sagen er nu endt med, at selskabet ifølge Bloombergs kilder bliver undersøgt for svindel af det amerikanske justitsministerium.

Foto: Ritzau/Jens Henrik Daugaard

Det amerikanske biotekselskab Mimedx, hvis produkter bruges til at behandle forbrændinger og andre hudskader, er inde i en rigtig skidt periode.

Selskabet har på to uger mistet halvdelen af sin værdi på børsen, sat gang i en intern undersøgelse og bliver nu mistænkt for svindel af det amerikanske justitsministerium, som har sat sig for at kulegrave selskabet.

Det skriver Bloomberg, som citerer unavngivne kilder, der "kender til sagen".

Mimedx afviser at kende til en undersøgelse fra det amerikanske justitsministerium, men må alligevel sande, at selskabet har fået skåret ca. 5 mia. kr. af sin markedsværdi.

Misæren begyndte helt tilbage i december, da investoren Marc Cohodes fik besøg af det amerikanske forbundspoliti, FBI.

Offentlig mudderkast

Marc Cohodes har ifølge Bloomberg i længere tid shortet aktier i Mimedx - dvs. satset på, at selskabets aktie ville falde. Og for at hjælpe den profeti på vej har han offentligt kritiseret Mimedx bl.a. gennem en række groft formulerede tweets.

Mimedx' adm. direktør, Parker H. Petit, har ikke set passivt til, mens den kritik haglede ned. Selskabet har dedikeret en hel sektion af sin hjemmeside til genmæle mod Marc Cohodes, hvor selskabet anklager ham for hæmningsløst at lyve.

I oktober lagde Marc Cohodes så følgende besked på Twitter med henvisning til Parker H. Petit.

"Jeg vil begrave den lille fyr i en skoæske. Giv op, Petit, spillet er ude."

Det tweet var ifølge Bloomberg årsag til, at FBI i december bankede på døren hos Marc Cohodes og bad ham om at stoppe med at true Parker H. Petit.

FBI-besøget var ikke kendt før i sidste uge, hvor et brev til det amerikanske justitsvæsen fra Marc Cohodes advokat kom frem i offentligheden. Investorens advokat bad bl.a. justitsvæsenet om at undersøge, hvordan Parker H. Petit var i stand til at få FBI-agenter til at troppe op i Marc Cohodes' hjem.

Advokaten antydede samtidig, at der var en sammenhæng mellem FBI-besøget - som kom fra FBI's afdeling i Atlanta i delstaten Georgia, og det faktum, at Parker H. Petit ifølge Bloomberg er en loyal donor til den republikanske senator fra netop Georgia, Johnny Isakson.

Intern undersøgelse

Marc Cohodes er ikke den eneste, der har kritiseret Mimedx. Ifølge erhvervsmediet Endpoints, så har selskabet været under beskydning fra en række tidligere ansatte, der har sagsøgt Mimedx og anklaget selskabet for at svindle med sine salgstal.

Det beskyldninger førte til, at Mimedx den 20. februar annoncerede, at selskabet havde startet en intern undersøgelse af selskabets praksis, og at virksomhedens årsregnskab for 2017 derfor ville blive udskudt. Det vides ikke, om Marc Cohodes-sagen har forbindelse til den interne undersøgelse.

Men investorerne var i hvert fald utilfredse.

Mimedx' aktie faldt 40 pct. på en dag. Marc Cohodes udsendte samme dag et kortfattet tweet: "JACKPOT!!!!!!!"

Kulegraves for fusk

Og i denne uge blev slemt så til værre for Mimedx, da det amerikanske justitsministerium ifølge Bloombergs kilder har besluttet at kulegrave Mimedx. 

Mimedx har efter Bloombergs historie meddelt, at det ikke kender til nogen undersøgelse fra det amerikanske justitsministerium.

Men Bloomberg mener at vide, at det amerikanske justitsministerium er i færd med at undersøge, om Mimedx har fusket med kontrakter med den amerikanske regering og om selskabet har oppustet sine regnskabstal ved at bogføre salg af produkter, som i realiteten ikke var solgt.

Det fik Mimedx' aktie til at falde yderligere 14 pct.

Mimedx regner ikke selv med, at sagen vil have nogen konsekvenser for virksomheden. Men det gør Marc Cohodes.

"Mit prisestimat for $MDXG (Mimedx' aktiesymbol, red.) er fængselsstraf til Parker, dvs. meget, meget lavere," tweetede han.

Shkrelis ex-advokat dømt for svindel 

Medicinalfirma politianmeldt for 20-dobling af medicinpris

Svindelanklaget biotekinvestor kan ryge 30 år i fængsel

Anklager om trecifret millionsvindel i Valeant-sag 

Mere fra MedWatch

Sydbank-analytiker: Positivt at Bavarian Nordic-aktiesalg klares hurtigt

Det er positivt, vurderer analytiker i Sydbank, at Bavarian Nordic allerede om en uge regner med at kunne præsentere resultatet af det udbud, selskabet tidligere mandag offentliggjorde, som skal sikre finansiering af et fase 3-studie med en vaccinekandidat mod RS-virus i første halvår 2022.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier