MedWatch

Novos forskningschef: Data på diabetestablet er ganske enkelt fremragende

Ifølge Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk, er de data, selskabet har fremlagt for en oral udgave af sit lægemiddelhåb semaglutid torsdag, "ganske enkelt fremragende".

Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen

Resultaterne i det første af ti studier med Novo Nordisks tabletudgave af GLP-1-midlet Semaglutid er så stærke, at kun selskabets egen injektionsbaserede udgave - Ozempic - har vist bedre resultater i et tilsvarende studie. Novos storsælgende GLP-1-middel Victoza har derimod ikke formået at sænke blodsukkeret lige så markant, og heller ikke Eli Lillys Trulicity kommer op på siden af oral Semaglutid, når der sammenlignes på tværs af studier.

Det fortæller koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for forskning og udvikling Mads Krogsgaard Thomsen.

"Det her er ganske enkelt fremragende data," siger han til Ritzau Finans.

Det her er ganske enkelt fremragende data.

Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk.

Studiet viste, at type 2-diabetikere i behandling med 3, 7 og 14 milligram doser oral Semaglutid opnåede reduktioner i langtidsblodsukkeret, HbA1c, på henholdsvis 0,8 procentpoint, 1,3 procentpoint og 1,5 procentpoint ud fra et startniveau for langtidsblodsukkeret på 8,0 pct.

"Vi er oppe på halvanden pct. HbA1C-reduktion. Det er i en helt anden liga, end det der er set med tabletbehandling, og det er faktisk højere, end med al anden GLP-1-behandling undtagen Ozempic – det vil sige vores ugentlige injektionsbaserede version," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Han peger på, at Victoza og Trulicitys blodsukkersænkende effekt typisk har ligget omkring 1 procentpoint i den type studier, mens tabletterne typisk ligger endnu lavere og omkring 0,6-0,8 procentpoint.

Også målt på vægttabet er data med oral Semaglutid gode. Den højeste dosis gav et vægttab på 4,1 kilogram efter 26 uger, mens den midterste gav et vægttab på 2,5 kilogram.

"Også vægttabet på op til fire kilo er mere, end du ser for de andre medikamenter, inklusive faktisk de fleste GLP-1-behandlinger. Igen stikker Ozempic dog ud, da den også gav over 4 kilo i sit Sustain 1-program," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Flere hurdler

Heller ikke eventuelle bivirkninger har været et problem.

"Der har været lidt usikker om, hvorvidt vi kunne få ekstra problemer med kvalme, når Semaglutid gives som tablet. Men om overhovedet noget, så ser det mere positivt ud end for de injektionsbaserede udgaver," siger Mads Krogsgaard Thomsen, der peger på, at sandsynligheden for at fase 3-programmet falder succesrigt ud nu er øget.

"Det fjerner ikke usikkerheden, men det tager en hel del usikkerhed ud af programmet," siger han.

De næste hurdler bliver Pioneer 2 og 3, der sammenligner oral Semaglutid direkte med diabetespillerne Jardiance og Januvia, der tilhører de storsælgende lægemiddelklasser SGLT-2- og DPP-4-hæmmerne. Dertil kommer et direkte sammenligningsstudie med Novos egen Victoza. Studierne offentliggøres i løbet af foråret og sommeren.

Det fjerner ikke usikkerheden, men det tager en hel del usikkerhed ud af programmet.

Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk.

"Det her gør, at jeg har en ganske god tro på, at vi i de næste studier, hvor vi skal vise, at vi er "superior" (giver statistisk signifikante fordele, red.) i forhold til både Jardiance og Januvia, bør kunne nå målet. Det er det, studierne er designet og statistisk bygget op til," siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Derudover er det vigtigste studie i Pioneer-programmet hjerte-kar-studiet Pioneer 6, der skal vise, at oral Semaglutid er sikkert at bruge i forhold til hjerte-kar-sygdom.

Novo Nordisk lander positive resultater i første fase 3-studie med diabetestablet

Analytiker efter succes-forsøg: Novos diabetestablet kan blive en blockbuster

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier