MedWatch

Brandgaard: Timingen i Ablynx-bud var ikke optimal

Jesper Brandgaard, der er finansdirektør hos Novo Nordisk 14 dage endnu, mener, at Novo bød på belgiske Ablynx på et dårligt tidspunkt. Samtidig havde Novo ikke regnet med, at belgierne ville komme på ønskesedlen hos rivalen Sanofi, som endte med at købe Ablynx.

Det belgiske antistofselskab Ablynx blev mandag købt af franske Sanofi for næsen af Novo Nordisk. | Foto: Ablynx

Novo Nordisk måtte i begyndelsen af denne uge strække våben i kampen om at overtage det belgiske antistofselskab Ablynx, som endte med at gå til den franske rival Sanofi, der tilbød en noget højere pris, end det danske selskab ville betale.

Det kunne Sanofi, fordi Ablynx både indeholdt et blødermiddel, som Novo Nordisk var meget interesseret i, men også andre aktiviteter, som det danske selskab ikke selv ser sig som den optimale ejer af, men som passer fint ind i Sanofis forretning.

Men prisen blev måske også presset op af, at der midt i overtagelsesforsøget var meget stor aktivitet inden for fusioner og opkøb i bioteksektoren generelt.

Sådan lyder vurderingen fra Jesper Brandgaard, der er finansdirektør hos Novo Nordisk. Han har samtidig - siden maj sidste år - ansvaret for biofarma-forretningen i Novo Nordisk, og fra midten af februar afgiver han rollen som finansdirektør til Karsten Munk Jensen for i stedet at koncentrere sig helt om den rolle.

"Når man kigger tilbage på det, var vores timing ikke optimal, idet vi kom til at lægge et bud på et biotekselskab på et tidspunkt, hvor der var en meget kraftig interesse for biotekselskaber umiddelbart efter," siger Jesper Brandgaard til Ritzau Finans.

"I januar er der annonceret biotektransaktioner, der har en værdi, som svarer til hele den værdi, der var i hele første kvartal 2017. Så det har været en meget aktiv periode," uddyber han.

Fjendtlig overtagelse gør det svært

Han peger desuden på, at Novos tilgang til købsforsøget af Ablynx ofte ikke er den bedste metode. Det danske selskab måtte offentliggøre sit tilbud direkte til aktionærerne i det belgiske selskab for at skabe en dialog med ledelsen, der ellers havde smækket døren i.

Det tiltrak interesse fra andre spillere, og det kan i mange tilfælde vanskeliggøre processen, lyder det fra Jesper Brandgaard, der dog peger på, at det var den eneste mulighed i tilfældet Ablynx.

"Jeg tror også, at det at lave et bear hug, hvor man giver et tilbud til et selskabs aktionærer, hvis man ikke kan komme i dialog selskabets ledelse, sjældent er den optimale måde at forfølge et opkøb på, hvis man samtidig skal have med nogle nøglekompetencer at gøre, som man gerne vil have ind at arbejde for sig efterfølgende," siger han.

"Det er ikke nødvendigvis den optimale måde, men det vil altid være en vurdering fra situation til situation," uddyber Novos biofarma-chef.

Positiv dialog med aktionærer

Jesper Brandgaard tager dog hele forløbet omkring og erfaringerne fra opkøbsforsøget med sig videre. Og der er nok at se til, for direktøren betegner det selv som en "skuffelse", hvis Novo Nordisk ikke har udvidet sin produktpalette i biofarma-forretningen i andet halvår af 2018.

"En række af de aktionærer hos Ablynx, som jeg har haft mulighed for at tale med, var sådan set positivt indstillet over for, at de kunne se, at der var et væsentligt værdipotentiale, i forhold til hvordan selskabet havde handlet indtil da," siger Jesper Brandgaard.

"Men i bagklogskabens klare lys var det, der skete efterfølgende, at Sanofi annoncerede købet af Bioverativ. Og med den transaktion blev Ablynx også mere interessant for dem. Det kunne man nok ikke have forudset," fortsætter han.

Han henviser til det franske selskabs køb af amerikanske Bioverativ, der også arbejder inden for blødermedicin, for ca. 70 mia. kr., der blev annonceret i sidste uge.

Novo Nordisk har få opkøbsmuligheder efter tabet af Ablynx

Jesper Brandgaard stopper som økonomidirektør i Novo 

Novo Nordisks afgående finansdirektør skal nu koncentrere sig om opkøbsjagt

Ablynx-formand glad for lynsalg til Sanofi: "Godt for alle parter" 

Mere fra MedWatch

Selvtests til skoleelever er på lager – nyt udbud sat i gang

Der ligger antigentests klar på lager fra tidligere indkøb, og de dækker i første omgang behovet for selvtests til skoleelever, som Regeringen og KL forleden besluttede skal supplere de kommunale skolers testindsats. En nyt udbud er netop skudt i gang for at dække efterspørgslen, når lagrene er tømte, oplyser styrelse.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier