MedWatch

Sanofi vil fyre 400 salgsmedarbejdere i USA

Den franske medicinalkoncern Sanofi skærer endnu en gang i sin medarbejderbase på det amerikanske marked. Denne gang bliver 400 arbejdspladser nedlagt i landet, bekræfter en talsperson over for FiercePharma.

CEO for Sanofi
Sanofis adm. direktør Olivier Brandicourt har skåret gevaldigt til i det franske selskab, siden han blev ansat i 2015. Foto: Sanofi/PR

Den amerikanske organisation af den franske medicinalvirksomhed Sanofi bliver endnu en gang en smule mindre.

Det skriver FiercePharma.

En talsperson for Sanofi bekræfter over for branchemediet, at man vil nedlægge 400 stillinger i sine salgsafdelinger med fokus på diabetes og hjertekarsygdomme.

Ifølge talspersonen skal det hjælpe Sanofi til at "tilpasse sig til det stadigt skiftende marked, og give os mulighed for at fokusere på vores nye lanceringer og sikre succes i fremtiden."

Kan påvirke Zealand Pharma

Dermed kan det altså tyde på, at kombinationspræparatet Soliqua til behandling af diabetes, som danske Zealand Pharma har en andel i, går fri af spareplanerne. Det produkt blev godkendt i USA i slutningen af 2016, mens det blev godkendt under navnet Suliqua i EU i starten af 2017.

Lægemidlet består af Sanofis storsælgende basalinsulin Lantus (insulin glargin) og den Zealand Pharma-udviklede GLP-1-analog lixisenatid.

Zealand Pharma får 10 pct. af det globale salg af produktet, og kan samtidig se frem til op mod 100 mio. dollars i milepælsbetalinger, hvis visse salgsmål opnås. Men i de første ni måneder af 2017 har produktet omsat for blot 17 mio. euro på verdensplan.

Zealand Pharma-direktør Britt Meelby Jensen har ved flere lejligheder påpeget, at hun mener, Sanofi er i gang med "en stærk lancering" af kombinationspræparatet. Men både Zealand-direktøren og Sanofi selv har også indrømmet, at det har sværere end ventet, at ændre diabeteslægernes vaner og behandlingspraksis.

Sanofi markedsfører også Zealands GLP-1-analog som monoterapi under navnene Adlyxin i USA og Lyxumia i EU. Det produkt omsatte for 21 mio. euro i de første ni måneder af 2017, men det var et fald på godt 19 pct. i forhold til samme periode året før. Det er ikke utænkeligt, at salgs- og markedsføringsindsatsen for det produkt kan blive påvirket af Sanofis seneste spareplan.

En række fyringsrunder

Sanofis talsperson understreger over for FiercePharma, at fyringerne ikke vil berøre selskabets salgshold i hjertekarafdelingen, som har specifikt med den kolesterolsænkende PCSK9-hæmmer Praluent at gøre. Man ønsker dog ikke at oplyse noget om, hvor mange penge der skal spares, eller hvilke omkostninger, der er forbundet med fyringerne.

Det er langt fra første gang, at det franske selskabs topchef Olivier Brandicourt, som blev ansat i selskabet i starten af 2015, svinger sparekniven.

I starten af 2016 nedlagde man 500 stillinger i hjemlandet, og i december samme år annoncerede selskabet planer om at fjerne hele 20 pct. af sin salgstyrke på diabetesområdet i USA. En rapport fra EP Vantage har ifølge FiercePharma vist, at Sanofi skar 8 pct. af sin globale medarbejderstyrke i 2016.

En del af forklaringen skal findes i et øget pres på priserne på særligt insulin på det amerikanske marked i de senere år.

Det fik også amerikanske Eli Lilly til at nedlægge 3500 stillinger sidste år, mens Merck/MSD annoncerede fyresedler til 1800 ansatte. Og tilbage i 2016 fik det danske Novo Nordisk til at fjerne 1000 stillinger på tværs af organisationen.

Zealand-direktør efter partners svage salg: "Sanofi er blevet overrasket"

Medie: Zealand-partner har fejlvurderet markedet

Sanofi-kvaler har presset Zealand-aktien

Zealand-topchef: "Sanofi har lavet en stærk lancering"

Analytiker: Zealand-middel vil få det svært som monoterapi

Forsiden lige nu

William Demant går mod trenden i jagt på fortsat vækst

Når storproducenten af høreapparater William Demant om få uger lancerer en stribe nye produkter, vil der være tale om nye tilbud til kunderne, der ellers går mod den globale trend, hvor høreapparatets elektronik placeres bag øret.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier