MedWatch

Goldman Sachs: Diabetestablet vil få den høje vækst tilbage hos Novo Nordisk

En tabletudgave af semaglutid vil transformere Novo til en ny periode med høj og vedvarende vækst, skriver Goldman Sachs i en analyse.

Foto: /ritzau/AP/Richard Drew

Novo Nordisk står med et meget stærkt kort på hånden, hvis selskabet får en tabletudgave af det store væksthåb Ozempic (semaglutid) godkendt og sendt på markedet.

Det mener den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der vurderer, at investorerne på aktiemarkedet ikke har taget tilstrækkeligt højde for de store muligheder for diabetesmidlet.

Derfor har banken hævet sit kursmål for Novo Nordisk-aktien til 450 kr. fra 345 kr., gentaget sin købsanbefaling og tilføjet aktien til sin favoritliste.

"Vi vurderer, at Ozempic vil forbedre markedspositionen for Novos forretning i den injicerbare klasse, mens lanceringen af en tabletudgave vil transformere Novo til en ny periode med høj og vedvarende vækst," skriver Goldman Sachs i en analyse.

Goldman Sachs' forventninger til Novos indtjening i 2020-2022 er 15-19 pct. højere end analytikernes gennemsnitlige forventninger.

Den amerikanske investeringsbank spår dermed, at de seneste års lave vækst, der har været forårsaget af prispres på det amerikanske marked, snart vil være ovre.

Novo Nordisk fik i slutningen af 2017 godkendt Ozempic i USA og Europa som injektionsbehandling, mens en godkendelse i Japan ventes inden udgangen af marts.

Medicinalselskabet er i øjeblikket i gang med et stort fase 3-program kaldet Pioneer, hvor tabletudgaven af Ozempic bliver undersøgt i ti studier med 10.000 patienter.

De første resultater ventes i første kvartal, og herefter vil resultaterne fra studierne komme løbende gennem 2018.

"Vi regner med en cyklus af opgraderinger af indtjeningsforventningerne (hos analytikerne, red.), i takt med at Novo eksekverer kommercielt på at udvide markedsandelen i det injicerbare marked og offentliggørelse af resultater fra de ti fase 3-studier, der vil give en øget tro på udsigterne for tabeludgaven af semaglutid (Ozempic, red.)," skriver Goldman Sachs.

Den amerikanske bank har det højeste kursmål blandt de 39 analytikere, der ifølge Bloomberg dækker aktien. 16 anbefaler "køb", 16 siger "hold", mens de sidste 7 er på salgsvognen.

Det gennemsnitlige kursmål er 327,93 kr. baseret på 30 kursmål. Novo Nordisk-aktien stiger fredag 2 pct. til 348,85 kr.

Forsiden lige nu

Genmab-boss om Darzalex-prognose: Der er potentiale for en opjustering

Genmab overraskede markedet med en prognose for salget af blockbusteren Darzalex, som ligger et godt stykke over analytikernes forventninger. Topchef Jan van de Winkel kalder skudsmålet realistisk, men mener også, at der er mulighed for, at selskabets forventninger kan blive hævet senere på året.

Dansk biotekselskab vil sælge aktier for op mod 1 mia kr i USA

Det danske biotekselskab Ascendis Pharma, der er noteret på Nasdaq i USA, har annonceret planer om et nyt aktieudbud, som i yderste instans kan have en værdi på mere end 1 mia. kr. Det er den fjerde massive kapitalrejsning fra selskabet siden en børsnotering i USA i 2015

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier