MedWatch

Takeda indgår milliardstor Alzheimers-aftale med biotekselskab

Japanske Takeda skal sammen med det amerikanske biotekselskab Denali udvikle tre lægemidler mod neurodegenerative sygdomme som Alzheimers. Aftalen kan i yderste instans indbringe Denali mere end 1 mia. dollars.

Foto: Takeda/ PR

Den japanske medicinalkoncern Takeda har ikke ligget på den lade side fredag.

Først kom selskabet med et opkøbstilbud på et belgisk biotekselskab, og siden har man også indgået et nyt samarbejde med et amerikansk biotekselskab med en endnu større potentiel værdi end det foreslåede opkøb.

Takeda har således hyret det amerikanske selskab Denali Therapeutics til at hjælpe sig med at udvikle tre lægemidler mod neurodegenerative sygdomme, herunder Alzheimers sygdom. Det skriver japanerne i en pressemeddelelse fredag eftermiddag dansk tid.

Takeda betaler til at begynde med 150 mio. dollars, hvilket dækker en forhåndsbetaling og køb af aktier i partneren.

Herudover kan Denali få milepælsbetalinger relateret til udvikling og kommercialisering af lægemidlerne. Medicinalselskabet oplyser, at der blandt andet ligger 90 mio. dollars og venter i prækliniske milepæle og optionsbetalinger, men herudover nævnes der ikke noget om det økonomiske omfang af aftalen.

Milliardværdi

Den normalt velinformerede John Carroll, som er redaktør for mediet Endpoints News, mener dog at vide, at Denali kan sikre sig hele 707,5 mio. dollars i milepæle relateret til klinisk udvikling og godkendelse af midlerne og 225 mio. dollars i salgsrelaterede milepæle. Dermed kan værdien af aftalen altså ende et godt stykke over 1 mia. dollars.

Og Denali-direktionen har også afsløret over for mediet, at aftalen omfatter biotekselskabets to prækliniske pipeline-projekter på Alzheimers-området - det ene rettet mod proteinet Trem2 og det andet rettet mod Bace1/Tau.

Lægemiddelkandidaterne gør begge brug af Denalis såkaldte antibody transport vehicles (ATV), som ifølge selskabets adm. direktør Ryan Watts gør det lettere at få lægemiddelstoffer gennem blod-hjerne-barrieren.

Med hensyn til det tredje projekt meldes der ikke noget om sygdomsområde eller biologisk mål.

Genentech-forskere bag nyt biotekselskab med fokus på hjernesygdomme 

AstraZeneca og Takeda indgår milliardstor Parkinsons-aftale 

Dansk biotekselskab indgår aftale med Takeda 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier