MedWatch

ABG: Konkurrenter kan have skabt uro om Darzalex-prognose

Problemer er fortsat for Genmab-aktien i kølvandet på hæmatologikonferencen ASH i denne uge, primært på baggrund af stærke data fra en CAR-T-celleterapi mod knoglemarvskræft. Aktien har torsdag eftermiddag mistet mere end 14 pct. af sine værdi i forhold til inden konferencen.

Foto: Tuala Hjarnø/Genmab

Genmab-aktien har torsdag sat kurs mod det laveste niveau i mere end et år efter kursklø det meste af ugen, der har budt på opsigtsvækkende studiedata fra en mulig konkurrent og usikkerhed om det kommende års salg af Genmabs kræftmiddel Darzalex.

Aktien falder torsdag for fjerde børsdag på stribe - denne gang med 2,2 pct. til 1029 kr. - og er samlet bakket med lige over 14 pct. i løbet af ugen.

Hos børshuset ABG Sundal Collier peger aktiechef Tue Østergaard dog på, at aktien har været under pres i et stykke tid.

"Kursfaldet er accelereret, men den er faktisk faldet siden i sommer med samlet omkring 30 pct. fra toppen," siger han til Ritzau Finans.

Han mener, at en årsag kan være, at perioden samlet set har været lidt nyhedsfattig for Genmab. Den første nedtur satte ind, efter at partneren Johnson & Johnson præsenterede lidt skuffende salgstal for Darzalex i tredje kvartal, mens faldet den seneste uge kan have to årsager, som han ser det.

For det første tolkede analytikere tidligere på ugen på en foreløbig 2018-prognose fra Genmab og regnede sig frem til, at prognosen kan indfris ved et lavere salg af Darzalex til behandling af knoglemarvskræft, end markedet i øjeblikket estimerer.

Genmab har efterfølgende over for Ritzau Finans understreget, at det under sin forsknings- og udviklingsdag i Atlanta ikke kom med en prognose for salget af Darzalex. Desuden skal et af de tal, som analytikerne har regnet på, for at finde frem til salgstallene for Darzalex, ses som et minimum og ikke en eksakt vurdering.

Konkurrence i støbeskeen

En anden faktor, der har skabt usikkerhed, er, at konkurrenterne Celgene og Bluebird har fremlagt flotte, opdaterede data fra et fase 1-studie med lægemiddelkandidaten bb2121 i knoglemarvskræft.

Der var tale om et studie i 21 patienter, der havde modtaget omkring syv tidligere behandlinger. Data var opsigtsvækkende, da 56 pct. af patienterne opnåede et komplet respons. Desuden kunne der i ni patienter ikke længere spores kræftceller.

Lægemidlet bygger på en ny teknologi - CAR-T - hvor patientens egne celler genmanipuleres og styrkes til at bekæmpe kræften. Resultaterne har ifølge tidsskriftet The Pharma Letter allerede skabt en "hype" af "episke proportioner" om CAR-T.

Genmab-analytiker i ABG Andrew Carlsen peger på, at Celgene og Bluebird efterfølgende holdt en telekonference, hvor de udtrykte sig i ret optimistiske vendinger om bb2121.

"Jeg tror, at de brugte udtryk, som at det vil "disrupte" markedet for knoglemarvskræft, og Bluebirds topchef brugte udtryk som "the sky is the limit." Jeg tror, at det er det, der har skabt bekymringer blandt nogle analytikere," siger Andrew Carlsen.

Fastholder topsalgsestimat

Han er dog stadig tryg ved sit topsalgsestimat for Darzalex i knoglemarvskræft på 10 mia. dollar i 2030.

"Jeg fik en bekræftelse af, at konkurrenternes middel potentielt kan komme på markedet i 2020 til behandling af meget syge patienter, der har fejlet mere end fire behandlinger. De er også i færd med at udvikle midlet til tidligere behandlingslinjer - såsom tredjebehandling og eventuelt første behandling," siger han og tilføjer:

"Men jeg ser det som et produkt til en afgrænset patientpopulation, og ikke som et produkt der tager hele markedet. Det er ikke et produkt, der er ligeså veltolereret og bekvemt at bruge som Darzalex, der sjældent giver bivirkninger og kan bruges i kombination med mange af de foretrukne behandlingsformer i dag."

Til sammenligning tegner Celgenes og Bluebirds behandling ifølge Andrew Carlsen relativt dyr, da patienten skal gennemgå flere trin i behandlingen, når der skal hentes blod fra patienten, og patientens celler efterfølgende skal genmanipuleres og efterfølgende overføres til patienten igen.

Genmab-rival suser frem på børsen efter nyt kræftstudie

Bluebird og Celgene starter pivotalt studie med Darzalex-udfordrer

Royalties vil som minimum dække Genmabs omkostninger i 2018

Genmab-aktien får kurstæsk efter forsigtig udmelding fra ledelsen

Amerikansk hedgefond øger sats på fald i Genmab-aktien

Forsiden lige nu

Nyt milliontab i Labflex

For andet år i træk viser regnskabet for laboratoriefirmaet Labflex et stort underskud. Ledelsen forventer for 2018 endnu et år med tab.

David Solomon lander nyt topjob

Mindre end tre måneder efter at være trådt tilbage som adm. direktør i amerikansk biotekselskab efter kontrovers om brug af et kreditkort er den tidligere Zealand Pharma-topchef David Solomon atter tilbage i direktørstolen. Denne gang i et britisk biotekselskab.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier