MedWatch

2017 ligner et rædselsår for danske biotekaktier

Luften er gået af vækstballonen for de danske biotekaktier i 2017. Topcheferne selv har svært ved at forklare baggrunden for udviklingen, men tror på bedre tider forude, mens eksperter peger på, at investorerne har mistet appetitten på danske aktier og biotek globalt set i de seneste måneder.

Foto: NASDAQ OMX

2017 ligner et år, som de danske biotekselskaber på fondsbørsen i København helst vil lægge bag sig hurtigst muligt - i hvert fald når det gælder udviklingen i deres aktiepriser.

Med blot halvanden måned tilbage af året er kursen set i forhold til starten af 2017 nemlig dykket for samtlige af de dansk-noterede biotekselskaber, som aktivt udvikler lægemidler. Det drejer sig om Genmab, Bavarian Nordic, Zealand Pharma, Onxeo og Veloxis.

Det står i stærk kontrast til udviklingen for de danske aktier i et bredere perspektiv og den globale biotekindustri generelt set i 2017 som eksemplificeret ved C20-indekset og det internationale Nasdaq Biotechnology Index (NBI), der begge ligger over udgangspunktet på årets første handelsdag.

(artiklen fortsætter efter grafikken)

 

Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom for Nordnet, er det svært at sætte fingeren på én enkelt ting, der er skyld i den kollektive deroute for de danske biotekaktier.

”Når biotekselskaberne ikke har gjort det så godt i år, så er der en generel tendens for det bredere aktiemarked bagved, men der er nok mere en individuel tendens for biotekselskaberne, som summeres sammen til det billede, du ser – nemlig at biotekaktierne har haft det svært,” siger han til MedWatch.

Skuffende regnskabssæson

Problemerne er i særlig grad blevet udstillet i perioden siden oktober, der har budt på store kursfald for Genmab, Zealand, Bavarian og Onxeo, mens udviklingen for Veloxis har været mere jævn.

”Helt overordnet, kan man sige, at i oktober og starten af november, har der ikke været appetit på biotek på globalt plan,” påpeger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker på medicinal- og biotekområdet i Sydbank, som også henviser til fald i flere af de internationale biotekindekser i perioden.

Det skyldes langt hen ad vejen en generelt trykket stemning på markederne efter en nylig regnskabssæson, der har budt på flere store skuffelser.

Biotek er alt eller intet - the winner takes it all.”

Per Hansen, investeringsøkonom for Nordnet.

”Man ser mange gange, at når markederne går op, så er biotek noget af det første, man går ind i, men når markedet svinger, så er biotek også noget af det, man hurtigst trækker sig ud af,” påpeger Ole Larsen, som er finansdirektør for Bavarian Nordic - et af de selskaber, som altså har fået netop det at føle.

”Med biotek handler det generelt om, hvorvidt man har lyst til mere eller mindre risiko. Biotek er jo der, hvor investorerne får opfyldt deres yderste risikotrang. Biotek er alt eller intet - the winner takes it all,” supplerer Per Hansen.

Herhjemme har store selskaber som Maersk og Vestas i den grad skuffet investorerne med deres regnskabstal for årets tredje kvartal. Og det kan ifølge investeringsøkonomen få udenlandske investorer til at sælge ud af danske aktier over en bred kam.

”Jeg tror også, der er en lidt anden ting, der rammer biotek. Det er, at de danske aktier, som indtil for to-tre uger siden var i absolut topform, har fået rigtig mange på tæven. Det har gjort, at investorerne har solgt lidt ud af sine danske aktier generelt,” lyder det fra Per Hansen.

Markedet er markedet

Hos selskaberne selv ligger direktørerne ikke søvnløse over den generelt skuffende udvikling på aktiemarkedet. I stedet forsøger man at holde hovedet koldt og tage de langsigtede briller på.

”Markedet er markedet. Og det gør i bund og grund sin egen ting. Biotek er en langsigtet forretning. Jeg kan ikke blive glad eller sur på baggrund af, hvad der sker med aktieprisen inden for en måned,” siger Jan van de Winkel, adm. direktør for Genmab, som altså fuldstændig atypisk for selskabet har set sin aktiekurs falde i 2017.

”De fundamentale dele af vores forretning er meget, meget stærke, og jeg har stor tiltro til, at vi vil klare os fint på længere sigt. Men mange gange går man igennem svære perioder på aktiemarkedet, og de fleste gange kan man ikke en gang kigge tilbage og sige hvorfor. Jeg har været her i mere end 18 år, jeg har set det før. Og vi kom godt tilbage dengang,” tilføjer Genmab-topchefen.

Han henviser her til de problemer, biotekselskabet oplevede omkring 2010, hvor selskabet gik fra en aktiekurs omkring 400 kr. til at falde til under kurs 100. Det førte til, at daværende topchef Lisa Drakeman forlod selskabet, og Jan van de Winkel, der dengang var forskningsdirektør, blev sat ind i stedet.

Siden er der altså kommet langt bedre styr på forretningen,og aktieprisen er hævet igen fra omkring kurs 100 i 2013 til at have været oppe i mere end 1480 kr. tidligere i år. Nu koster en Genmab-aktie godt 1100 kr.

Hos Zealand Pharma, hvor udviklingen har været mere jævn over årene, er meldingen nogenlunde den samme.

”I vores branche er tålmodighed vigtig. I sidste ende er det markedet, der bestemmer det. Vi er her for at drive forretning og levere resultater dér,” siger adm. direktør Britt Meelby Jensen.

Uvant situation

For de fleste af selskaberne er udviklingen i 2017 en forholdsvis uvant situation set i et kortere perspektiv, hvor Genmab, Veloxis, Bavarian og Zealand har oplevet høje årlige vækstrater i de fleste af de fire foregående år.

2016 bød dog også på store kursfald. Men det hang i høj grad sammen med et generelt trykket markedet for medicinal- og bioteaktier, da en ny virkelighed med et markant øget pres på priserne i særligt USA begyndte at folde sig ud. Det betød blandt andet, at Danmarks største life science-selskab Novo Nordisk måtte se sin aktiepris dykke med mere end 36 pct. for året, mens den amerikanske pessimisme også ramte Bavarian Nordic og Zealand Pharma.

Billedet ser en smule anderledes ud for Onxeo, der blev skabt gennem en fusion mellem danske Topotarget og franske BioAlliance Pharma i 2014. Onxeo er nu dobbeltnoteret på Euronext i Paris og Nasdaq OMX i København, hvor det er gået støt nedad for aktien, siden den blev optaget til handel 1. august 2014.

Onxeo-aktien havde ellers oplevet en reel renæssance i 2017, inden et fejlet fase 3-studie med leverkræftkandidaten Livatag i midten af september skar halvdelen af selskabets aktiepris.

Og selvom der altså er nogle generelle tendenser, der er skyld i kursudviklingen for de danske biotekaktier i 2017, så er det, som Per Hansen påpeger, da også i endnu højere grad individuelle forhold, der gør sig gældende - særligt for Genmab, Zealand Pharma og Bavarian Nordic, som alle mere eller mindre direkte har skuffet investorerne i år.

”Når man er i bioteksektoren, er man aldrig bedre end sin næste fejltagelse, nedjustering eller skuffelse,” påpeger Per Hansen.

Du kan læse mere om baggrunden for udviklingen for de tre store danske biotekaktier ved at følge nedenstående links:

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier