MedWatch

Biotek-topchef: Vi er på blokken hos større selskaber

Den adm. direktør for et af Norges mest succesfulde biotekselskaber fortæller nu til Reuters, at en række større aktører er interesserede i at købe selskabet.

underskrift signatur kontrakt underskrive aftale pen
Foto: Colourbox

Som tidligere beskrevet her på MedWatch går det forrygende for det norske biotekselskab Nordic Nanovector, både i det kliniske arbejde og på aktiemarkedet, hvor selskabets aktiepris er fløjet i vejret i løbet af den seneste tid.

Norsk kræftselskab har hævet værdien med 250 pct på et kvartal

Og aktien har fået et ekstra nøk opad i starten af denne uge, efter selskabets adm. direktør, Luigi Costa, gav et interview til nyhedsbureauet Reuters.

Her kunne topchefen fortælle, at det norske biotekselskab er genstand for opkøbsinteresse fra større aktører i biotek- og medicinalindustrien, og at man allerede har ført samtaler med flere af dem.

”Vi taler med en masse selskaber, og i takt med at dataene bliver bedre, og selskabet udvikler sig, så vil vi opleve mere interesse. Det er helt sikkert,” sagde Luigi Costa til Reuters.

Opportunistiske

Direktøren forklarede dog også, at et salg langt fra er den eneste løsning. Biotekselskabet overvejer også at lancere sine lægemidler alene eller gennem partnerskaber med større aktører, og ifølge Luigi Costa vil man være ”opportunistiske omkring det”.

Nordic Nanovector nærmer sig de afgørende testfaser for sin hovedkandidat betalutin, der undersøges til behandling af blodkræft af typen non-Hodgkins lymfom (NHL).

Kandidaten er pt. i fase 2, og selskabet har tidligere annonceret, at man regner med at kunne indlevere den første ansøgning for midlet inden for tredjelinjebehandling af NHL-undertypen follikulært lymfom (FL) i første halvår af 2019.

Markant værdihop

Biotekselskabet blev grundlagt i 2009 og børsnoteret i Oslo i 2015, hvor man solgte godt 15 millioner nye aktier til 32 norske kroner stykket og rejste 575 mio. NOK.

I august sidste år lå aktien og rodede omkring 27 NOK stykket, men siden er det kun gået én vej.

Mandag åbnede aktien i 90 NOK stykket, men i kølvandet på Reuters-artiklen steg den med mere end 13 pct. og lukkede i 102 NOK stykket. Det giver Nordic Nanovector en aktuel markedsværdi omkring 5 mia. NOK.

Det skal dog retfærdigvis nævnes, at aktien var helt oppe og runde 124 NOK stykket i starten af december sidste år.

Norsk kræftselskab rejser en halv milliard

Norsk kræftselskab indgår sydkoreansk samarbejde

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier