MedWatch

Teva-selskab indgår forlig i amerikansk pay-for-delay-sag

Et amerikansk medicinalselskab, som nu ejes af israelske Teva, har indgået forlig med 48 amerikanske stater i en sag, hvor man er beskyldt for at holde generisk konkurrence fra døren med ulovlige betalinger. Det er anden gang, at man indgår forlig i sagen.

Foto: Colourbox

Det amerikanske medicinalselskab Cephalon, som for fem år siden blev opkøbt af israelske Teva, betaler nu mere end 800 mio. kr. for at indgå forlig i en sag, hvor man er beskyldt for at betale konkurrenter for ikke at lancere generiske versioner af et af dets produkter.

Det skriver Reuters.

Cephalon, som nu er et helejet datterselskab under Teva-koncernen, udvikler lægemidler mod kræft og sygdomme i centralnervesystemet.

Sagen, som man nu har indgået forlig i, stammer tilbage fra 2008 og drejer sig om selskabets lægemiddel Provigil mod søvnlidelser, som dengang var et blockbuster-lægemiddel for selskabet – altså et lægemiddel, som omsatte for mere end 1 mia. dollars årligt.

Lægemidlet stod dog overfor øget konkurrence fra kopiprodukter, og det har angiveligt fået selskabet til at betale sine konkurrenter for ikke at lancere generiske versioner af Provigil – en konkurrenceforvridende og ulovlig praksis kendt som pay-for-delay.

Men ikke nok med det. Ifølge Reuters har selskabet også ført det amerikanske patentkontor, Patent and Trademark Office (USPTO), bag lyset og sikret sig et yderligere patent på produktet, som senere er blevet ugyldiggjort af en domstol.

På baggrund af de to forhold er Cephalon nu gået med til at betale 125 mio. dollars (835 mio. kr.) til 48 amerikanske delstater. Det sagde statsadvokaten i New York, Eric Schneiderman, ifølge Reuters i en meddelelse torsdag.

Cephalon indgik dog allerede for godt et år siden et forlig i sagen med de amerikanske konkurrencemyndigheder, Federal Trade Commission (FTC), hvor man betalte hele 1,2 mia. dollars, svarende til omkring 8 mia. kr. ved nuværende valutakurser.

Den nye forligsbetaling vil ifølge en talskvinde for Cephalon blive taget fra den pulje.

AZ og Teva indgår forlig i sag om rabatfusk

Teva indgår milliardforlig i sag om sovemedicin

"Jeg som forbruger er blevet snydt, så vandet driver"

Pay-for-delay-sager nedadgående i USA

Forsiden lige nu

Genmab-boss om Darzalex-prognose: Der er potentiale for en opjustering

Genmab overraskede markedet med en prognose for salget af blockbusteren Darzalex, som ligger et godt stykke over analytikernes forventninger. Topchef Jan van de Winkel kalder skudsmålet realistisk, men mener også, at der er mulighed for, at selskabets forventninger kan blive hævet senere på året.

William Demant lander rekordstor omsætning og indtjening

Høreapparatskoncernen William Demant Holding kommer ud af 2017 med tocifret omsætningsvækst og vækst på bundlinjen. Topproduktet Oticon Opn leverer fortsat, men også koncernens kirurgiske division har klaret sig flot. Selskabet indfrier forventningerne og venter et endnu bedre 2018.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier