MedWatch

Google kan revolutionere life science

Storkoncernen Google bevæger sig nu ind på en række områder inden for life science-industrien, og det kan medføre markante ændringer i disse sektorer.

Foto: Google PR

Google er efterhånden kendt som meget mere end bare en online søgemaskine. Koncernen har over de seneste år bredt sig til en række andre forretningsområder, og mange gange har de udvidelser fuldstændig ændret de pågældende markeder.

Det skriver Daily Finance, som forudser at en række områder inden for life science-industrien er de næste, der står for skud.

Både medicinal- og medicoindustrien, samt hospitalssektoren, kan således stå overfor store omvæltninger i de kommende år pga. Googles ekspansionslyst.

Medicinal og biotek

Sidste år lancerede giganten et nyt selskab kaldet California Life Company, eller blot Calico, hvis erklærede formål det er at bekæmpe alderrelaterede sygdomme, som Alzheimers, hjerteproblemer og kræft, og derved øge menneskers levealder med mellem 20 år til omkring 100 år i gennemsnit.

Google har hyret nogle prominente folk fra medicinal- og biotekindustrien til at lede det nye selskab. Bl.a. har man hentet den tidligere CEO for bioteksuccesen Genentech, Arthur Levinson, ind, ligesom man har hyret Hal Barron, der tidligere har stået i spidsen for produktudvikling i den schweiziske medicinalkoncern Roche, som opkøbte netop Genentech.

Ifølge Daily Finance er Calico dermed allerede kørt i stilling til at blive det næste Genentech.

Google søsætter biotekselskab

Medico

Google har også bevæget sig ind på medico-området med en ny smart kontaktlinse til diabetespatienter, som kan aflæse blodsukkerniveauet vha. patientens tårer. Det er meningen at kontaktlinsen skal kunne kommunikere trådløst med en mobil enhed.

Den intelligente kontaktlinse kan ikke blot gøre et prik med en nål overflødigt, den kan også betyde stor konkurrence til selskaber, som udvikler såkaldte continuous glucose monitors (CGM). Samtidig kan det give problemer for selskaber som Johnson & Johnson og Medtronic, der udvikler kunstige bugspytkirtler og gør brug af netop CGM-teknologi, som er integreret i en insulinpumpe.

Med den nye kontaktlinse fra Google vil i princippet gøre CGM-teknologien overflødig, da den vil være i stand til at kommunikere direkte med insulinpumpen.

Intelligent kontaktlinse på vej fra Google

Hospitalssektoren

Endelig er Google også på vej ind på området for elektroniske sundhedsjournaler (electronic health records – EHR), skriver mediet. Elektroniske journaler er en vigtig del af fremtidens sundhedsvæsen, men markedet er stadigvæk noget fragmenteret.

Men Googles forventede lancering af Google Glass senere på året kan have en indvirkning på dette marked, da de potentielt kan tilbyde læger en fuldstændig håndfri elektronisk adgang til oplysningerne.

Teknikgiganten Philips og selskabet Accenture har allerede sidste oktober indledt et proof-of-concept-studie med Google Glass som medicinsk udstyr, så det er ikke utænkeligt, at produktet kan indtage i hvert fald amerikanske hospitaler i den nærmeste fremtid.

Læger bruger Google-brille ved operationsbordet

Det er svært at forudse præcis hvilken effekt Googles nye initiativer vil have på disse områder, og de store omvæltninger vil heller ikke ske indenfor et år eller to, men på den lange bane er det bestemt værd at holde øje med udviklingen.

Læs hele historien fra Daily Finance her.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier