Roches nye lungekræft-middel kan være en ’game-changer’

Den schweiziske medicinalkoncern Roche præsenterede for nyligt kliniske resultater fra et studie i de tidlige faser med lægemiddelkandidaten MPDL3280A til behandling af ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) på en europæisk kræft-konference i Amsterdam. Det fremgår af en artikel fra erhvervsmediet Reuters.
Studiet viste, at Roches immunterapi var i stand til at medføre en formindskelse af kræftsvulsterne i 23 pct. af de 53 patienter i studiet, og medicinen var i særdeleshed effektiv hos rygere, hvor den havde en virkning i 26 pct. af tilfældene. Lungekræft hænger i mange tilfælde sammen med netop rygning, og det er utrolig svært at behandle effektivt.
Kræftsvulster bruger proteinet PD-L1 til at snyde kroppens T-celler, så de bliver inaktive og ikke selv bekæmper kræften, men immunterapien går ind og rammer dette protein, så kroppen igen bliver i stand til at bekæmpe tumoren, skriver Reuters.
Forskerne forklarer, at lungetumorer i rygere udviser flere genetiske mutationer end hos andre patienter, og det er også derfor, at immunterapien var mere effektiv i disse patienter.
Game-changer
Forskerne siger ifølge mediet, at deres opdagelser er ”fantastiske nyheder for lungekræftpatienter," og Cora Sternberg, som er viceformand for European Cancer Congress’ videnskabelige komite og kræftlæge ved hospitalerne San Camillo og Forlanini i Rom, mener, at resultaterne peger på, at lægemidlet kan gå hen og blive en "game-changer" inden for lungekræft-området.
Konkurrenterne Merck og Bristol-Myers Squibb udvikler lignende immunterapier, der samlet går under navnet PD-1-hæmmere pga. proteinet, der er designet til at lukke ned for.
Læs artiklen fra Reuters her.