Third Rock definerer ny biotek-model

De amerikanske venturekapitalister i Third Rock Ventures har stor succes med en ny model for biotekinvesteringer, hvor man samler de allerbedste forskere inden for mindre sygdomsområder i selskaber, som man selv udpeger direktører til, samtidig med at man finansierer deres forskning.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det bliver sværere og sværere for nystartede biotekselskaber at tiltrække økonomisk støtte til deres forskning, især hvis de fokuserer på sjældne sygdomme, der ofte er forbundet med begrænsede økonomiske muligheder.

Men i bioteknudepunktet Boston gør venturekapital-firmaet Third Rock Ventures sit for at hjælpe den pressede industri. Det skriver Boston Magazine.

Third Rock har nemlig gjort det til en dyd at investere i selskaber, der satser på medicin mod sjældne genetiske sygdomme – såkaldte orphan drugs – et område som medicinalselskaberne og investorerne vender sig væk fra i den nuværende pressede situation for industrien.

Tre bekymrede forskere

Third Rock blev grundlagt i 2006 af tre forskere, som samtidig var direktører i medicinalselskaber. En generel økonomisk afmatning havde sat deres industri under pres, og de var bekymrede for, om de store, innovative ideer stadig ville være i stand til at tiltrække finansiering.

”Folk investerede ikke så meget i nye opdagelser,” siger en af partnerne i firmaet, Mark Levin, som dengang netop havde forladt en stilling som adm. direktør for Millennium Pharmaceuticals, til magasinet. Han forklarer at de tre forskere pludselig tænkte:

”Hvis venture ikke investerer i de tidlige stadier, og Big Pharma ikke investerer i de tidlige stadier, så kommer der til at være et stort hul.”

Planen var, at Mark Levin og hans kolleger skulle udfylde det hul.

De ville identificere den mest lovende forskning indenfor genetiske lidelser og andre sjældne sygdomme, og yde den indledende økonomiske støtte, samtidig med, at de opbyggede selskaber omkring den forskning.

Tiltrækker store investorer

Siden 2007 har Third Rock samlet nogle af Bostons mest fremstående forskere, læger og entreprenører i deres projekter. De har startet selskaber baseret på deres ideer og brugt forskerne som rådgivere, samtidig med, at de har indsat deres egen partnere i direktørroller i selskaberne.

Third Rock har rejst mere end 1,3 mia. dollar på de seks år, og inddraget store investorer som Google og Bill Gates. I alt har man lanceret eller investeret i 31 selskaber, hvoraf 21 har base i Boston.

”I Third Rock kigger vi efter videnskab, der er så interessant, at folk er villige til at investere, og vi kan se hele vejen til målet. Vi går helhjertet ind i det med store ressourcer for at få det til at lykkes,” siger en anden af partnerne i Third Rock, Alexis Borisy, ifølge Boston Magazine.

Børsnotering og opkøb

For de selskaber firmaet hjælper betyder succes enten en børsnotering eller et opkøb fra en større aktør fra medicinalindustrien.

Og succeserne er allerede begyndt at komme. F. eks. opkøbte irske Shire i starten af året det Third Rock-finansierede opstartsselskab Lotus Tissue Repair, som havde udviklet en protein-baseret behandling af en sjælden hudsygdom.

Third Rock havde investeret 26 mio. dollar i selskabet, mens Shire betalte 49,3 mio. dollar upfront, med mulighed for yderligere 275 mio. dollar i milepælsbetalinger.

Læs mere om den sag her: Shire køber orphan drug-virksomhed 

Læs hele historien fra Boston Magazine her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også