Beskyldninger om insiderhandel før afvist opkøbstilbud

I sidste uge afviste Onyx Pharmaceuticals et opkøbstilbud fra konkurrenten Amgen, som lå næsten 40 pct. over lukkeprisen på aktien dagen forinden.
Læs også: Amerikansk biotekselskab inviterer til budkrig
Og amerikanske Securities and Exchange Commission beskylder nu en række personer for at have kendt til opkøbstilbuddet, da de få dage forinden købte call-optioner på aktien i stor stil. Det fremgår af en artikel fra Associated Press, som USA Today bringer på sin hjemmeside.
Mistænkelig
I en formel klage til the U.S. District Court for the Southern District of New York skriver kommissionen, at visse aktiehandlere forårsagede en ”højst mistænkelig” stigning i antallet af call-optioner på Onyx-aktien i de tre dage, inden opkøbstilbuddet blev annonceret, skriver nyhedsbureauet.
Call-optioner giver i bund og grund køberen mulighed for, men ikke pligt til, at handle en aktie på et fastlagt tidspunkt til en allerede fastlagt pris.
Kommissionen skriver i klagen, at man normalt køber call-optioner, når man forventer en stigning i aktieprisen, og at den pludselig stigning i handelen af call-optioner er meget mistænkelig. Man mener derfor, at de pågældende personer må have haft viden, som endnu ikke var blevet offentliggjort.
Samlet set har de anklagede personer tjent 4,6 mio. dollar på bare tre dage ved at købe optionerne.
Læs hele APs artikel her.