Sanofi opruster på diabetes-fronten

Franske Sanofi er godt på vej til at ruste sig til kampen om andele på det globale marked for diabetesmedicin. Og det indebærer bl.a. en samling af faciliteter, med tilnavnet Insulin City, hvor man udelukkende fokuserer på diabetesområdet.
Foto: Sanofi/PR
Foto: Sanofi/PR

Novo Nordisks franske rival på diabetesområdet, Sanofi, er godt i gang med at opruste til kampen om verdens mange diabetespatienter, som kan tælle over en halv milliard mennesker i 2030. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det indebærer bl.a. det såkaldte Insulin City i Tyskland, hvor man udelukkende fokuserer på diabetesområdet med både forskning og udvikling af nye lægemidler, udvikling af ny teknologi og produktion, hvor man har opført en state-of-the-art fabrik, der kan spytte op til en million nye insulinpenne ud hver dag, skriver nyhedskilden.

”Disse faciliteter repræsenterer en investering på mere end 1 mia. euro og viser med al tydelighed vores dedikation til diabetes,” siger Christian Lerche, head of R&D project direction i Sanofis diabetesafdeling, til Reuters.

Tester nye produkter

Herudover er franskmændene pt. i gang med at teste en forbedret version af deres vigtigste diabetesprodukt, Lantus, i senfasestudier, samt et produkt som kombinerer Lantus med et andet diabetesmiddel, Lyxumia.

Og både rivaler, analytikere og investorer bliver måske en lille smule klogere på Sanofis muligheder på markedet, når selskabet præsenterer data fra disse studier på det årlige møde for The American Diabetes Association fra d. 21.-25. juni i Chicago.

Udover de nye, forbedrede lægemidler satser man også på ny teknologi på diabetesområdet, og har bl.a. lanceret en blodsukkermåler, som kan kobles til en iPhone, på det amerikanske marked, skriver Reuters.

Det er alt sammen et forsøg på at overgå globale konkurrenter som Eli Lilly – der pt. forsøger at udvikle en såkaldt biosimilær version af Lantus – Bristol-Myers Squibb, AstraZeneca og ikke mindst danske Novo Nordisk.

Og de nylige problemer for Novos Tresiba i USA, kan muligvis give Sanofi en fordel over danskerne, hvis den forbedrede version af Lantus formår at undgå de sikkerhedsmæssige faldgruber som Tresiba faldt i, skriver nyhedskilden.

Læs hele artiklen fra Reuters her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også