Aktionærer i Intuitive Surgical trækker nu den amerikanske medicovirksomhed i retten, da man mener, at selskabet har tilbageholdt negative oplysninger, og dermed fastholdt en kunstigt opskruet aktiepris. Det skriver massdevice.com.
Intuitive Surgical begår sig inden for robot-assisteret kirurgi, og har bl.a. det kirurgiske system da Vinci i porteføljen af produkter.
Og det er netop i forbindelse med dette produkt, at aktionærerne beskylder selskabet og 9 af dets direktører for at skjule effekt- og sikkerhedsproblemer, mens man offentliggjorde ”rekordstore økonomiske resultater kvartal efter kvartal”, skriver aktionærerne ifølge hjemmesiden i stævningen.
Det har ført til en kunstigt opskruet pris på virksomhedens aktie og indbragt direktørerne, som alle selv ejer aktier i firmaet, hundredvis af millioner, hedder det videre.
I en separat sag sagsøges Intuitive Surgical også af en række amerikanske patienter pga. påståede personskader fra da Vinci-udstyret, oplyser hjemmesiden.
Læs hele nyheden fra massdevice.com her.