Det har været et meget langt udviklingsforløb for det danske diagnostikselskab Atonomics, men nu melder selskabets adm. direktør, at man regner med, at selskabets første produkt bliver CE-mærket inden udgangen af 2016. Efter planen vil Atonomics derefter sætte gang i salget af produktet, der går under navnet Trace.

Trace er diagnostisk redskab, hvor en dråbe blod fra en finger testes i en lille kassette som sættes direkte i beholderen, ”Trace”. Testen kan laves på en række forskellige biomarkører og udføres automatisk – resultatet vises inden for 3-6 minutter.

”Man kan lave alle tests derhjemme, og man kan blandt andet måle lipider, altså kolesterol, hvor man får seks forskellige målinger, som er de samme, som hvis man var på hospitalet eller fik taget en prøve hos lægen. Derudover kan man også måle langtidsblodsukker (HbA1c), som giver et meget præcist billede af, hvor god man er til at regulere sit blodsukker,”  forklarer Thomas Warthoe.

Bumlet investor-vej

Det har ellers været noget af en bumlet vej for Atonomics. Selskabet blev etableret tilbage i år 2000 af Thomas Warthoe og Lars Bangsgaard. De er begge to stadig i selskabet og har derudover også selskab af Thomas Warthoes bror, Peter Warthoe. I Danmark har en række investorer været ind over selskabet, blandt andet Sunstone Ventures og Neurosearch.

”Vi har haft Sunstone som investor, men de er lidt stået af. Neurosearch har også på et tidspunkt stået som investor, men de er ikke aktive længere," siger Thomas Warthoe.

Neurosearch ejer dog fortsat 3,9 pct. af aktierne i Atonomics, mens Sunstone ifølge BIQ står til en ejerandel i niveauet 5-9,99 pct.

Selskabet har desuden stadig tre udenlandske investorer. Det er blandt andre Nestlé, som gennem venturefonden Inventages først begyndte at investere i selskabet for 6-7 år siden, og siden løbende har opskaleret dets investering i Atonomics, hvor fonden i dag er hovedinvestor. Dermed er Atonomics en del af Nestlés strategi om at bygge en større investeringsportefølje inden for life science-sektoren. 

Derudover har to japanske selskaber også postet penge i selskabet, Omron, der blandt andet producerer blodtrykmålere, og Murata, som laver en lang række komponenter inden for sensorer. Thomas Warthoe fortæller dog også, at selskabet fortsat har brug for mere kapital.

”Vi rejser hele tiden ny kapital, men vi er også ude og lede efter partnerskaber, fordi de her produkter skal sælges af større partnere, så det er i høj grad en proces, som vi er i gang med for øjeblikket,” siger Thomas Warthoe.

Hjemmemonitorering for kronikere

Når Atonomics kommer på markedet, har selskabet primært tænkt sig at rette produktet mod to forskellige segmenter – kronikere og almindelige forbrugere.

”Den første vinkel i arbejdet er den kliniske anvendelse af produktet til kronikere. Her er vi på nuværende tidspunkt med i nogle telemedicinske forsøg. Vi er blandt andet med i et europæisk Horizon 2020 projekt for gigtpatienter med blandt andet Parker Institute, Oxford Universitet og Philips, hvor apparatet kommer hjem til patienterne, som skal måle nogle forskellige biomarkører. Dataen skal så også blive tilgængelig for Parker og patientens læge,” forklarer Thomas Warthoe.

Blandt andet kan patienterne måle koncentrationen af alat-enzymet (levermarkør) og CRP (inflammationsmarkør). Rigtig mange gigtpatienter får biologiske lægemidler såsom Humira eller Enbrel sammen med methotrexat og ved at måle på alat-tallet, kan man se, hvordan leveren reagerer på lægemidlerne. Derudover kan man også måle koncentrationen af medicinen for at se, om dosis er for lav eller for høj, og man kan måle kroppens svar på medicinen, og om man eventuelt skal skifte til anden medicin. På den måde forsøger Atonomics at sørge for, at behandlingen bliver langt mere skræddersyet til den enkelte patient.

Næste niveau inden for sundhedsdata

Men den forretningsvinkel, som Thomas Warthoe er mest spændt på, er markedsføringen til de almindelige forbrugere.

”Her vil apparatet henvende sig til ganske almindelige borgere, hvor de kan bruge biomarkørerne til at måle på, om de er på vej mod en livsstilsygdom. Jeg tror, at det er næste niveau i forhold til alle de mange sundheds- og fitnessdata, det jeg kalder gadget-data, som ikke rigtig er klinisk relevant,” siger Thomas Warthoe.

Så på den ene side vil Atonomics rette dets produkt mod de personer, som allerede er blevet diagnosticeret, og som skal monitorere deres sygdom. På den anden side skal det rettes mod forbrugermarkedet til dem, som gerne vil have yderligere værktøjet til at overvåge deres sundhedssituation.

  Nestlé investerer trecifret millionbeløb i proteinproducent

  Biotekselskab får massiv kapitalindsprøjtning fra fødevaregigant

  Sunstone: Vi er meget optimistiske

  Vigtig milepæl til dansk medicovirksomhed