Den schweiziske medicinalgigant Novartis og danske Oncology Venture har onsdag morgen offentliggjort en ny aftale, der kan sikre den danske virksomhed de eksklusive rettigheder til et kræftmiddel, der er klar til godkendelse.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Aftalen omfatter et potentielt lægemiddel, der i fase 3-forsøg ikke har vist afgørende fordele i forhold til eksisterende lægemidler, hvorfor Novartis ikke ønsker at søge om godkendelse af produktet.

Hverken Oncology Venture eller Novartis har dog offentliggjort hvilket produkt, der er tale om.

Ifølge aftalen får Oncology Venture adgang til 160 biopsier fra patienter, der har afprøvet midlet, med henblik på at undersøge, om virksomheden via sin såkaldte Drug Response Predictor (DRP) kan forudsige hvilke patienter, der har gavn af behandling med lægemidlet, som er blevet undersøgt til behandling af flere kræftsygdomme.

En drømmesituation

Er det muligt, har Oncology Venture sikret sig option på at indlicensere midlet og dermed få de eksklusive rettigheder til at udvikle og kommercialisere produktet.

Adm. direktør Peter Buhl Jensen, Oncology Venture, beskriver aftalen som en "drømmesituation".

"Her har vi et lægemiddel, der er afprøvet og klar til godkendelse, men som Novartis har besluttet ikke at gå videre med. Det er en stor fordel at komme ind sent i udviklingen af et lægemiddel, og vi mener, at vi har teknologien til at forudsige mere præcist, hvem der vil have gavn af behandling med dette potentielle middel," siger han.

Hvis det lykkes Oncology Venture at indsnævre gruppen af mulige patienter, vil det formentlig være muligt at præsentere forbedrede responsrater, hvilket kan differentiere midlet fra de konkurrerende produkter - det er blandt andet på denne måde, at Mercks Keytruda har sikret sig afgørende fordele i forhold til Opdivo til behandling af lungekræft.

De økonomiske aspekter af aftalen er ikke offentliggjort, men ifølge Peter Buhl Jensen er der tale om en økonomisk favorabel aftale for Oncology Venture, der også levner plads til, at Novartis kan få noget ud af en eventuel licensaftale.

Oncology Venture er et spinout af Medical Prognosis Institute, der ejer en tiendedel af virksomheden. Peter Buhl Jensen er sammen med sin kone Ulla Hald Buhl via holdingselskabet Buhl Krone Holding ApS største aktionær i Oncology Venture med 12 pct. af aktierne.

Aktien i Oncology venture var klokken 10 steget med 1,34 pct.

  Oncology Venture indgår aftale med japansk lægemiddelgigant

  Oncology Venture kører i stilling til knoglemarvskræft-studie

  Oncology Venture indgår aftale med japanske Eisai