Nyt initiativ skal få industrien ind i hjertet af supersygehus

AF STEFAN SINGH KAILAYOffentliggjort08.05.12kl. 11:14

Regionen, sygehuset og universitetet er alle om bord på et amerikansk inspireret initiativ, der skal hjælpe entreprenante forskere og virksomheder tættere sammen på et kommende supersygehus.

”Noget, der i 2000 startede som en lillebitte skør idé blandt nogle nørdede forskere på Aarhus Universitet, er gennem forskellige venturesystemer 12 år senere blevet til et selskab, der sælges til et stort amerikansk firma for 110 mio. dollar. Det er det, vi gerne vil med det her.”

Allan Flyvbjerg, dekanen for Health, det Sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, nævner sidste uges salg af Action Pharma til Abbott som et eksempel på, hvad et kommende initiativ ved navn BIO-X Denmark skal tilvejebringe.

Konceptet bag BIO-X Danmark, som har finansiel opbakning fra både universitetet, Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital, er inspireret af Stanford University.

Lige i hjertet af campus ligger en bygning, som har et bredere universitetskoncept. Hvis man for eksempel er naturvidenskabelig studerende og har en god idé og et firma i ryggen, så kan man leje sig ind og få startkapital til at få sin idé til at udklækkes.

Den unge forsker med den vilde idé

”Vi vil gerne lave et BIO-X, der er meget rettet mod sundhedsvidenskab, så hvis man som forsker eksempelvis får en rigtig god idé ude blandt dine patienter, så kan du med en gåafstand på tre minutter komme ind et sted med et firma i ryggen og få din idé til at udklækkes,” forklarer Allan Flyvbjerg og uddyber:

”Men der skal også være mulighed for, at forsker X og virksomhed Y kan sætte sig ned sammen. Den unge forsker med den gode idé, den vilde idé, der måske er genereret ude blandt patienterne, kan komme ind på CORE under BIO-X-paraplyen og få sin idé realiseret.”

Den kommende udbygning af det nuværende Skejby, der skal transformere sygehuset til supersygehus med navnet Aarhus Universitetshospital, resulterer i en hesteskoform, og i hjertet af den hestesko, hvor de fem specialer, muligvis også det sjette med psykiatrien, har man planer om at lave et byggeri på mere end 20.000 kvadratmeter med navnet CORE (Centre of Research and Education).

”Det er til forskning og uddannelse, og så er det til elementer, der enten er så højtspecialiserede eller ressourcekrævende, at man ikke har noget stående i hvert center af et sygehus. Det er så stort og omfangsrigt, at man kun har én maskine stående. Det kan være billeddannende udstyr, en biobank eller molekylærmedicinske tiltag. Vi skal også have plads til at foretage fase II, III og IV-forsøg med medicinalindustrien, databehandling, registerforskning og alt mulig andet,” forklarer dekanen.

Alle parter har forpligtet sig

Og BIO-X skal have til huse i CORE.

”Selve CORE-byggeriet regner vi med, at det kommer til koste 500-750 mio. kr. I pengene fra sygehusbyggeriet er de 100 mio. kr. fundet. Vi skal have fundet nogle, der vil bygge det her. Både Region Midt, sygehuset og universitetet har lovet, at vi vil betale husleje for en del af kvadratmeterne, så jeg kan ikke se andet, end at projektet bliver til noget, for alle vil det her.”

Det væsentligste i forhold til, at byggeriet bliver en realitet, er, at der er nogen, der vil betale huslejen efterfølgende, og det er ifølge dekanen stort set på plads. Planen er at få finansieringen på plads i år, og så have en byggeproces fra 2014-16, så det følger det øvrige sygehusbyggeri.

Men endnu før byggeplanerne er færdige, er dekanen i samarbejde med MedTech Innovation Center i fuld gang med at starte BIO-X Denmark op.

Virksomheder på spring

”Det er ikke big money, der skal til overhovedet. For BIO-X isoleret set har vi et meget præliminært budget på 10-15 mio. kr. over en treårig periode. Det er et lille budget, men mere skal der ikke til for at løbe det i gang, for det er ganske få folk, der skal ansættes. Det vil vi meget gerne allerede starte i 2012-13, selv om vi ikke har byggeriet færdigt,” siger han og uddyber:

”Det er et simpelt set-up med få ansvarlige, og så skal der ellers være seed money fra forskellig side. Jeg har allerede lovet en medfinansiering til BIO-X fra Health-afdelingen på universitetet, og det samme har både regionen og sygehuset. Alle vil det her, og vi har allerede ansat en videnskabelig medarbejder, der skal være med til at binde knuderne sammen.”

Og ifølge dekanen er der også allerede markant interesse fra industrien.

”Vi ved, at virksomhederne står på spring, når først vi kommer i gang. Vi har løse tilkendegivelser fra en del medicinalfirmaer om, at de meget gerne vil på banen.”