NNIT, det børsnoterede tidligere Novo-ejede it-selskab, kommer efter selskabets egen mening godt ud af andet kvartal 2017. Det fremgår af regnskabet for andet kvartal 2017.

"Det er et klassisk NNIT-regnskab, hvor vi leverer som lovet," siger Per Kogut i en udtalelse til regnskabet.

"NNIT fortsætter den positive udvikling i 2017, hvor vi leverer robust it og vækst, drevet af kunder uden for Novo Nordisk-koncernen som voksede med mere end 17 pct. i 2. kvartal. Jeg er særligt glad for en række nye ordrer vedrørende Dynamics 365, som vores nyerhvervede selskab Scales har vundet," siger han videre.

Regnskabet viser, at andelen af kunder udenfor Novo steg med 15 pct, mens aktiviteterne indenfor det tidligere altdominerende ejerselskab Novo er faldet med godt tre pct.

Omsætningen for andet kvartal stiger med 4,3 pct. til 689 mio. kr. skriver selskabet, der samtidig øger indtjeningen efter særlige poster i samme kvartal fra 56 til 60.

NNIT har på et år øget bemandingen med 254 medarbejdere, men har i samme periode tilkøbt selskabet Scales, som Kogut omtaler. Dette selskab har lukket NNIT ind på markedet for Microsoft-løsninger til virksomhederne.

Opkøbet af Scales betyder, at NNIT´s frie cashflow tager et ordentligt dyk til et minus på 165 mio. kr. i andet kvartal.

"Efter opkøbet af SCALES, imødekommer vi en større del af efterspørgslen på Microsoft Dynamics, som vi vinder flere ordrer på, senest fra Sundhedsdatastyrelsen," siger Per Kogut.

NNIT har besluttet at udbetale et udbytte til sine aktionærer på to kroner per aktie svarende til 48,7 mio. kr.

"Selvom vi investerer i vores nye data center, og har købt Scales, muliggør vores stærke pengestrøm, at vi kan tilgodese vores aktionærer med et interim-udbytte på kr. 2 pr. aktie," siger Per Kogut.

Denne artikel er leveret af MedWatch' søstersite, ITWatch.