Der er ikke noget at komme efter. Alt er foregået efter reglerne.

Sådan lyder forklaringen fra professor og direktør for Nordisk Cochrane Center, Peter Gøtzsche.

Det sker efter kritiske artikler skrevet af chefredaktør på Sundhedspolitisk Tidsskrift, Kristian Lund.

Sundhedspolitisk Tidsskrift skriver, at ”Peter Gøtzsche har fået finansieret en lukrativ privat forretning med bogudgivelser m.m. ved hjælp af penge hentet i skatteydernes lommer.”

Men det afviser Peter Gøtzsche, der er en af dansk forsknings mest internationalt kendte og citerede personer.

Peter Gøtzsche: Det er injurierende

I stedet går Peter Gøtzsche til modangreb på Sundhedspolitisk Tidsskrift, der bygger sine artikler på aktindsigt.

”Jeg kan konstatere, at de (artiklerne, red.) ifølge straffelovens §267 er injurierende og udtryk for bagvaskelse. De er behæftede med så mange usandheder, spekulationer og fordrejninger, at det ikke giver nogen mening at kommentere konkret. De er stort set ikke kildebaserede. På den baggrund ønsker jeg ikke at medvirke med konkrete kommentarer,” skriver Peter Gøtzsche i en mail til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Gøtzsche ønsker ikke at blive konkret over for tidsskriftet i forhold til de økonomiske beskyldninger, som konkret går på, at Peter Gøtzsche ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift ”i årevis har anvendt skatteydernes penge på at promovere salget af de bøger, han har skrevet som privatperson. Alle indtægter er gået til ham selv og har samlet set indbragt ham forfatterhonorarer på skønsmæssigt mindst en halv mio. kr., men mere sandsynligt over en mio. kr.”

Ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift har Peter Gøtzsche som direktør for det statsfinansierede forskningssamarbejde Det Nordiske Cochrane Center ladet Rigshospitalet, som administrerer finanslovsbevillingerne til Cochrane, betale en række udgifter, Gøtzsche har haft i forbindelse med sine seneste bøgers tilblivelse.

MedWatch forsøger at få en uddybende kommentar fra Peter Gøtzsche.

  Debat: Lægemidler sælges på kant med loven  

  Gøtzsche får medhold i klage over kendt psykiater

  Gøtzsche anmelder psykiater til nævn