Den amerikanske regering vil bede Kongressen om 1,8 mia. dollars (cirka 12 mia. kr.) til bekæmpelse af zikavirus. 

Pengene skal bruges til at tackle den hurtigt spredende zikavirus i USA og i andre lande, som er ramt af virusset, meddeler Det Hvide Hus mandag.

De 1,8 milliard vil blandt andet blive brugt til at støtte myggekontrolprogrammer, lave vaccineresearch og til sundhedsservices til lavtlønnede, gravide kvinder i USA.

En del af puljen vil derudover gå til myggebekæmpelse og kontrol af smitte i de lande, som er ramt af zikavirus. 

Regeringen vil præsentere sit forslag for Kongressen snarest, men der er endnu ikke en specifik tidsramme for, hvornår det vil ske.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har erklæret zikavirusset for en global, folkesundhedsmæssig nødsituation.

Zikavirus mistænkes for at være årsag til, at flere børn fødes med for små hoveder, og virusset er især udbredt i Sydamerika. 

De fleste sygdomstilfælde, der har været i USA, har ramt amerikanere, som har været på rejse i Sydamerika. 

De amerikanske myndigheder oplyser, at der har været 50 tilfælde af zikavirus blandt amerikanske rejsende fra december 2015 til 5. februar 2016, skriver nyhedsbureauet AFP.

De 50 amerikanere er blevet undersøgt og har fået bekræftet, at det er zikavirus, der er tale om. 

Ifølge Statens Serum Institut er de fleste tilfælde af virusset forekommet i Brasilien, hvor det er anslået, at der er mellem 440.000 og 1.300.000 smittede.

Tallene er dog usikre, da mange af de smittede ikke får symptomer, og flere sygdomme kan give de samme influenzalignende symptomer, som ofrene for zikavirus oplever. 

Mulig sammenhæng mellem Zika-virus og nervesygdom

Zika får WHO til at fraråde visse blodoverførsler

Tre nye selskaber kaster sig ind i Zika-kampen