En myggebåren virus, som kan føre til hjerneskader på nyfødte, spredes over hele Amerika, vurderer Verdenssundhedsorganisationen.

WHO skønner, at kun Canada og Chile vil gå fri af den frygtede virus, som for langt hovedparten af de smittede er ufarlig, da den alene giver influenzalignende symptomer.

Hvis bæreren er gravid, kan virus føre til misdannelser af babyer, der fødes med for små hoveder. Det kan give mere eller mindre alvorlige hjerneskader.

Det mistænkes, at zikavirus kan spredes ved seksuel kontakt, men det er ikke bekræftet ifølge FN-organisationen.

De brasilianske myndigheder har lanceret en plan til bekæmpelse af den farlige virus inden De Olympiske Lege til august.

Legene skal finde sted i storbyen Rio de Janeiro, hvor man i øjeblikket frygter, at zikavirus vil sprede sig.

Statens Serum Institut (SSI) har for nylig opfordret danske kvinder, der er gravide eller ønsker at blive det, at overveje en ekstra gang, om deres tur til regionen er nødvendig.

Brasilien vil begynde at fjerne myggenes ynglesteder.

De brasilianske sundhedsmyndigheder håber, at det køligere og tørre klima i august vil betyde, at der er langt færre myg og dermed også mindre risiko.

Ifølge Statens Serum Institut er zikavirus ikke i sig selv farlig. Men læger har siden oktober påvist en sammenhæng mellem gravide, der bærer zikavirus, og microcephali, som er skader på centralnervesystemet hos fostre og nyfødte.

Derfor mener man, at man skal tage virussen alvorligt, da den også har visse lighedstræk med ebola, der fra 2013 udviklede sig til en epidemi i Afrika.

Det bekymrer forskere særlig meget, at virussen spreder sig så hurtigt.

  Eksperter vil sikre sig mod dødelige epidemier med global milliardfond  

  Bavarian tager nyt skridt i Ebola-kamp  

  Forskere efterspørger studier i influenzaepidemi