Den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa blev i sidste måned idømt ni måneders betinget fængsel for groft dokumentfalsk over for Københavns Universitet, og nu er dommen anket til Østre Landsret til frifindelse, siger hendes advokat, Kåre Pihlmann.

Blandt andet ønsker Penkowa at få landsdommernes syn på det faktum, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) i juni slog fast, at der ikke var grundlag for at stemple Penkowas forskning med rotter som uredelig.

Milena Penkowa er tiltalt for tilbage i 2003 at bruge fire falske dokumenter til at overbevise ledelsen på universitetet om, at en række rotteforsøg var blevet foretaget i Spanien.

Det var Penkowas daværende advokat, Birgitte Frølund, som dengang i 2003 overrakte de forfalskede dokumenter til Ralf Hemmingsen, daværende dekan på Sundhedsvidenskabeligt Fakultet. Han er siden blevet rektor for universitetet.

Penkowa skiftede forklaring flere gange i løbet af møder på universitetet, men endte med at påstå, at rotteforsøgene var blevet udført af et firma i Barcelona kaldet RRRC. Det viste sig dog, at der ikke var beviser for, at det firma havde eksisteret i Spanien.

Til gengæld fandtes firmaet i USA, og på de forfalskede dokumenter optrådte et logo, som var taget fra det amerikanske firma.

Universitetet købte Penkowas forklaring dengang. Det var først, da Weekendavisen i 2011 gravede en række mistænkelige oplysninger frem i sagen, at universitetet gik til politiet.

  Advokat: Penkowa er overrasket og skuffet over dom

  Milena Penkowa får betinget fængsel i rottesag

  Penkowas påståede rottepartner lavede kun forsøg på mus