Når beslutninger om præparatlanceringer og -strategier skal træffes, kan det ensidige fokus på lægerne som vejen til fastholdelse af markedsandele eller vækst ofte undre.

Antagelsen synes at være, at dem, der har udskrivningsmandat, også sidder med nøglen til behandlingsområdet som sådan, fordi de både ligger inde med relevant viden og en vis magt, men det ensidige fokus er både risikabelt og besværligt at arbejde med. Især i tværsektorielle behandlingsområder er et mere holistisk perspektiv på udskrivning og behandlingsforløb ofte oplagt.

Her vil typisk være flere aktører involveret, større forvirring og mere uklare roller, og ofte er mere ansvar pålagt patienten selv. Når vi nu ved det, hvorfor:

  • Er bredden af de involverede aktører så ikke oftere repræsenteret? (fx sygeplejersker, fysioterapeuter, SOSU’er osv.)
  • Taler vi ikke oftere med eksperter, der  netop har indsigt i det tværsektorielle? (fx sektorkoordinatorer eller forskere)
  • Taler vi ikke oftere med patienterne, der ofte selv optræder som den eneste røde tråd og koordinerende aktør i deres behandlingsforløb?
  • Inviterer vi ikke oftere virksomhedernes ansatte i ”felten”, salgsrepræsentanterne, med ind til bordet? De har den primære kontakt til aktører i behandlingsområdet og møder derfor personligt de arbejdsrutiner og opfattelser, der former udskrivning og behandling.

Et mere holistisk perspektiv er meningsfuldt alene, fordi det er mere involverende og engagerende, men det vil typisk også være langt mere kvalificeret, og dermed udgøre et meget mere træfsikkert videns- og beslutningsgrundlag.

Det er dog også vigtigt at slå et slag for et langt mere patientcentreret perspektiv på udskrivning og behandling. Det er grundlægende essentielt at få patienterne i tale af den simple årsag, at de, som de eneste, har det indefra-perspektiv, der kan tilbyde os indsigt i fx compliance og manglende sammenhæng i fx behandlingsforløb eller kommunikation.

Behovet for det patientcentrerede perspektiv skærpes dog i disse år af to primære årsager:

  1. Dels en (relativt) ny - og voksende - gruppe af patienter, som i langt højere grad involverer sig men også ansvarliggøres fra behandlers side.
  2. Dels de mange nye teknologier, der udvikles mhp. hjælp til selvhjælp (fx telemedicin samt bevilling af div. hjælpemidler til sygdomsmonitorering og -håndtering).

Patienterne er altså ikke længere ”kun” patienter (uden at negligere al den vigtige indsigt dette indebærer), men potentielt også små sygdomseksperter, behandlingskoordinatorer osv.

Der er altså rigtig meget at hente, hvis vi tager skyklapperne af. Ikke mindst fordi lægerne samtidig ofte er svære at få i tale, fordi deres forhold til medicinalindustrien er i fokus og fordi så mange kæmper om deres opmærksomhed allerede.

Der er da også virksomheder som Coloplast og ASCOM, der længe har arbejdet med etnografiske metoder og dermed et stærkt patientcentreret perspektiv, og i det offentlige har der de senere år også blæst nye vinde fx med etableringen af Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet (ViBIS) og Enhed for Evaluering og Brugerinddragelse (EEB).

Det er på tide, at resten af medicinalindustrien følger trop.

Rie Lykke Danielsen er Senior Perspectives consultant i Wilke og yder til daglig strategisk rådgivning til virksomheder i healthcare sektoren.