GN Groups høreapparatselskab, GN Hearing, fortalte onsdag eftermiddag, at det nu er klar med genopladelige batterier til sit trådløse topprodukt, Resound Linx 3D.

Genopladelighed er et meget varmt emne i sektoren lige nu, efter at selskaber som Sonova, Sivantos og William Demant alle har lanceret løsninger på den front inden for det seneste år.

Og nu er GN Hearing altså også med på vognen med genopladelige batterier til sit hovedprodukt, efter at det danske selskab i nogen tid har eksperimenteret med lignende tilbud i sit amerikanske brand, Beltone.

Og det skal være med til at øge populariteten af Resound Linx 3D, som i forvejen er udset til at skulle trække en stor vækstfremgang i GN Hearing i andet halvår.

"Vi er sikre på, at det vil understøtte populariteten af Resound Linx 3D, når vi føjer denne mulighed til," siger Anders Hedegaard, der er administrerende direktør hos GN Hearing, til Ritzau Finans.

"Vi har benyttet teknologien i et godt stykke tid. Vores Beltone-brugere har allerede glæden af den genopladelige mulighed, som nu bliver rullet bredere ud. Og det er vigtigt at understrege, at den genopladelige udgave af Resound Linx 3D vil have alle fordelene, som apparatet ellers har, inklusive uovertruffen lydkvalitet," fortsætter GN Hearing-topchefen.

Han venter, at genopladelighed generelt vil blive en vigtig del af en fuldendt produktportefølje i sektoren fremadrettet.

Grundlæggende handler det fortsat om at lave de bedste høreapparater med den bedst mulige lydkvalitet, men de ekstra features som trådløs streaming af musik og opkald samt genopladelige batterier spiller også en stadigt større rolle hos brugerne.

"Grundlæggende mener vi, at genopladelighed vil spille en stor rolle i fremtiden. Det er derfor, du ser alle de fire store aktører lave lignende tiltag på dette område. Beltone har været et godt sted for os at begynde med genopladelighed. Tilbagemeldingerne har været rigtig gode, så nu fortsætter vi naturligt med Resound Linx 3D," siger Anders Hedegaard.

GN Hearing har den nye mulighed til Resound Linx 3D klar på det nordamerikanske marked samt et par andre af hovedmarkederne den 1. september. Selskabet venter, at produkttilføjelsen er fuldt udrullet i løbet af efteråret, oplyser selskabet til Ritzau Finans.

GN lancerer genopladelige batterier til topprodukt

Sydbank: GN lukker et lille hul til konkurrenterne