GN Hearing har med lanceringen af genopladelige batterier til det trådløse topprodukt Resound Linx 3D lukket et lille hul til flere af de andre konkurrenter på markedet for høreapparater, vurderer analytiker Morten Imsgard fra Sydbank.

Genopladelighed er nemlig et meget varmt emne netop nu, og selv om GN Hearing teknologisk set har været foran konkurrenterne i særligt udviklingen af trådløse høreapparater over de seneste år, har selskabet manglet et produkt med den batterimulighed.

Og derfor er det en god nyhed, at genopladelighed nu også er en del af pakken, mener analytikeren.

"GN har nok et eller andet sted tænkt, at det var nødt til at have den løsning også. Man har været så langt foran på den teknologiske front, og så har næsten hele feltet af konkurrenter lanceret genopladelige løsninger, der ser ud til at have fået godt fat i markedet," siger Morten Imsgard til Ritzau Finans.

"Markedet er strikket sådan sammen, at det handler om at have den fulde produktportefølje. Så når man kommer ud til audiologerne, skal der helst ikke være et hul i produktpakken som det her," fortsætter han.

Mere fortrøstningsfuld omkring GN's forventninger

Han ventede i forvejen, at GN Hearing kunne løfte sin organiske vækst i andet halvår med lanceringen af Resound Linx 3D, der ser ud til at have fået en god start.

Men med tilføjelsen af genopladelige batterier er han endnu mere fortrøstningsfuld i forhold til, at GN Hearing når sin målsætning om en organisk vækst på "mere end" 6 pct. i 2017, efter at væksten var 4 pct. i første halvår.

"Det gør måske ikke noget ekstraordinært for salgsmulighederne, men det lapper det hul, der har været, og stiller dem på lige fod med de andre på det parameter også," siger Morten Imsgard.

"Man må jo ikke give kunderne en mulighed for at vælge Resound Linx 3D fra på grund af manglen på genopladelige batterier," fortsætter analytikeren.

Muligheden for genopladelige batterier til Resound Linx 3D bliver tilgængelig på det nordamerikanske marked og andre nøglemarkeder den 1. september, hvorefter det gradvist vil blive udvidet til flere markeder, oplyser GN Hearing.

  GN lancerer genopladelige batterier til topprodukt

  Jyske: Fortsat skepsis om GN

  GN trak stikket hjem på aktiemarkedet efter positivt regnskab