MedWatch

Sydbank: GN-aktien kan stige 3-5 pct. i fladt marked

Et stærkt halvårsregnskab fra GN Store Nord vil formentlig give medvind til aktien torsdag formiddag. Det mener Sydbank-analytiker Morten Imsgard.

En pæn fremgang i særligt headset-divisionen, GN Audio, og gode indikationer på, at væksten tager til for selskabet i andet halvår vil sende selskabets aktie op, når børsen åbner.

Det vurderer Morten Imsgard, senioranalytiker hos Sydbank, kort efter offentliggørelsen af GN Groups regnskab for andet kvartal torsdag morgen.

"Aktien vil reagere positivt på regnskabet. Den vil måske stige mellem 3-5 pct., hvis markedet åbner fladt," siger han til Ritzau Finans.

Ifølge analytikeren er der tale om et godt regnskab for kvartalet, hvor han særligt fremhæver de stærke tal i headset-divisionen, GN Audio.

"Der har været noget usikkerhed i markedet, efter at vi hørte fra deres primære konkurrent, amerikanske Plantronics, at markederne havde været svage i andet kvartal. Det kan man ikke se hos GN Audio, der leverer et fremragende kvartal med høj organisk vækst, som succesfulde produktlanceringer er med til at trække op," siger Morten Imsgard.

Øget vækst i Hearing i andet halvår

Høreapperatsdivisionen, GN Hearing, leverede også overraskende positive resultater, der dog var tættere på forventningerne. I torsdagens regnskab havde Sydbanks senioranalytiker særligt fokus på kommentarerne om divisionens nye høreapperatsfamilie, Resound Linx 3D, og de indikerer, at produkterne har fået en god start på markedet.

"Det er nøglen til, at GN's hørreapparatsdivision kan blive ved med at levere høje vækstrater og tage markedsandele fra konkurrenterne. Det er en meget afgørende produktlancering, og derfor er det også meget afgørende med en god start. Vi kan forvente, at de organiske vækstrater i GN Hearing vil accelerere i andet halvår, så vi ser en stigende vækst i forretningsområdet primært drevet af de produkter," siger Morten Imsgard.

Han forventer, at den organiske vækst i divisionen vil lande på op mod 9 pct. i tredje kvartal og op mod 10 pct. i fjerde kvartal. Til sammenligning oplevede GN Hearing en organisk vækst på 5 pct. i andet kvartal, der dog var præget af et stærkt sammenligningstal.

"Det er meget tæt på en fordobling, og det vidner om, hvor meget der er bygget ind i den her produktseries succes. Det overskygger nærmest tallene. Det er endnu vigtigere at få indikationer på, at der er mere vækst i vente. Det er nok det, markedet har været bekymret for," siger analytikeren.

Han fortæller, at de gode meldinger om modtagelsen af de nye produkter i GN Hearing og det positive resultat i GN Audio vidner om, at de to forretningsben har en meget attraktivt vækstprofil.

GN fortsætter den gode start på 2017 med stærk vækst

GN-optakt: Fokus på kunders modtagelse af nyt høreapparat

Forsiden lige nu

Genmab søger om ny godkendelse hos EMA

I Europa vil Genmab nu til at have hovedproduktet, Darzalex, godkendt til førstelinjebehandling for knoglemarvskræft. Det udløser en ny milepælsbetaling fra partneren Janssen. (Opdateret 13.35)

Seneste Medico & Rehab

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier