En gamechanger for digitale firmaer. Det vurderer Jacob Eric Nielsen, adm. direktør for medicoselskabet Cortrium, bliver udfaldet, hvis den tyske forbundskansler Angela Merkel kommer igennem med sit valgoplæg, der har stor fokus på landets teknologiske infrastruktur. Det skriver Dagbladet Børsen onsdag.

I valgoplægget hedder det sig, at man vil styrke bredbåndet alle steder i landet samt kigge nærmere på 5G-mobiltelefoni. Og den digitale opgradering vil kunne få stor betydning for danske digitale virksomheder, lyder det fra Jacob Eric Nielsen, der står i spidsen for Cortrium. Selskabet har udviklet en sensor, der eksempelvis kan overvåge hjerterytme, temperatur og blodtryk, hvor informationerne gives videre til en tablet eller smartphone i sundhedssystemet.

"Kommer Merkel igennem med forslagene, vil det være en gamechanger, fordi det er kontroversielt i Tyskland. Det er et godt budskab for mange danske virksomheder, der udvikler software og digitale løsninger, hvor der er kommunikation med det offentlige," siger han til Børsen.

Også formand for Medicoindustrien, Peter Huntley, giver i Børsen udtryk for, at et mere digitalt Tyskland vil være til gavn for den danske medicobranche.

  Cortrium henter ny kapital  

  Dansk medicoselskab klar til milliardsalg af hjertemåler

  Dansk medicoselskab henter hjælp hos tysk gigant