MedWatch

Widex-topchef: OTC-marked giver ikke brugerne ordentlige muligheder

Topchefen hos Widex giver ikke meget for de amerikanske planer om et "over the counter"-marked for høreapparater, altså hvor kunderne kan købe produkter uden om audiologerne. Skidt for servicen, mener han.

Hos det privatejede danske høreapparatselskab Widex ser man ikke noget stort lys i ideen om at skabe en markedsplads i USA, hvor høreapparater kan sælges direkte uden om en audiolog - såkaldt "over the counter"-handel (OTC).

Det er netop det forslag, som de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, kom med i begyndelsen af december sidste år, fordi man her ønsker større tilgængelighed til produkter og flest tænkelige muligheder for de hørehæmmede.

"Man må have respekt for, at der er nogen, der vil indføre en OTC-kategori. Principielt og erfaringsmæssigt vurderer jeg, at det at hjælpe en person med at få udbedret et høretab ikke kun er et apparat - altså noget man bare køber," siger Jørgen Jensen, der er adm. direktør hos Widex, i et interview med Ritzau Finans.

"Det er en hel proces, hvor høreapparatet er en del af det, men det er en proces, hvor man vælger det rigtige produkt og får det justeret rigtigt af en audiolog, men også får det finjusteret undervejs og den nødvendige service," forsætter han.

Og derfor er et OTC-marked ikke vejen frem, hvis man vil give de hørehæmmede bedre muligheder for at få behandlet deres høretab, vurderer han.

"Den bedste løsning for patienterne findes i hele den proces og ikke bare ved at sælge et apparat. Derfor er jeg som udgangspunkt skeptisk over for en OTC-kategori og håber, at der kommer omfattende krav til rammerne for markedet, hvis det bliver til noget," siger Jørgen Jensen.

De krav handler blandt andet om, at der skal sættes en konkret grænse for, hvilke typer af høretab, der må behandles gennem OTC-handel, og at brugerne skal kunne returnere høreapparatet, hvis de ikke er tilfredse med produktet.

Generelt har producenterne af høreapparater forholdt sig skeptisk til FDA-forslaget, der formentlig også vil - hvis det bliver til virkelighed - skabe endnu større konkurrence i sektoren, idet almindelige elektronikproducenter vil kunne kaste sig over markedet med produktion af egne høreapparater.

Høreapparater: Et væld af nye produktlanceringer på amerikansk messe

Høreapparater: Brancheforening ser OTC-marked som uundgåeligt

Sonova klar med nyt trådløst topprodukt til august

Forsiden lige nu

Seneste Medico & Rehab

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier