MedWatch

Høreapparater: Brancheforening ser OTC-marked som uundgåeligt

Høreapparatsbranchen kan ikke løbe fra udviklingen, når det kommer til et "over the counter"-marked i USA, hvor patienter vil kunne købe høreapparater uden om audiologer. Det er uundgåeligt, mener brancheorganisationen American Academy of Audiology.

Det virker uundgåeligt, at der vil blive skabt et "over the counter"-marked (OTC) for høreapparater i USA, hvor forbrugere kan købe høreapparater uden om audiologer.

Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra brancheorganisationen American Academy of Audiology (AAA), der i disse dage er vært ved en stor messe i Indianapolis.

Temaet har været heftigt diskuteret, siden de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i december foreslog netop et OTC-marked blandt en stribe forslag, der skal forbedre markedet set fra forbrugernes synspunkt.

Men på trods af utilfredshed med forslaget fra blandt andet producenterne og en del af audiologerne er der næppe meget tvivl om, at forslaget også vil blive til reelle retningslinjer fra FDA, vurderer AAA.

"Vi tror, at det kommer til at ske. Jeg vurderer, at der er momentum nok i en stribe organisationer i Washington til, at det vil ske. Hele FDA's fokus er patientsikkerhed. Vi ser ikke noget, der tyder på, at man ikke kan skabe sikre produkter, som folk kan bruge," siger Ian Windmill, der er øverste chef for AAA, i et interview med Ritzau Finans.

Ikke bare billige alternativer

Han vurderer dog også, at der ikke blot vil blive tale om billige alternativer til de høreapparater, som man i dag kan købe gennem forskellige høreklinikker med audiologer tilknyttet.

Det er ellers netop det, som producenterne over en bred kam frygter, fordi det vil presse de gennemsnitlige salgspriser i sektoren ned, men også fordi det vil skabe en situation, hvor brugerne ikke får tilstrækkeligt med service.

Derudover vil det åbne muligheden for, at der kommer en stribe nye konkurrenter til, fordi store elektronikselskaber også kan begynde at producere høreapparater og sælge dem direkte.

"FDA vil formentlig komme med nogle retningslinjer nu. Jeg tror, at de bliver temmelig snævert defineret, så det ikke bare bliver billige produkter, men gode produkter. Der kommer til at være sikkerhedsforbehold nok. Udfordringen for FDA er i stedet, hvordan produkterne skal beskrives over for brugerne," siger Ian Windmill og fortsætter:

"Spørgsmålet, som vi alle har, er, hvordan forbrugerne ved, at det her er det bedste alternativ for dem. Det er det ukendte lige nu. Folk ved ikke nødvendigvis, om de har et let høretab eller et værre høretab uden at have talt med en audiolog. Det er problemet og det store spørgsmål fra den professionelle side."

Skal skrues rigtigt sammen

Også på audiologsiden, som AAA repræsenterer, er det langt fra alle, der er tilfredse med forslaget fra FDA, idet et åbent marked uden krav om audiologbesøg vil få betydning for deres kundebase.

"Vi har mange medlemmer, der er meget i mod det, men også mange, der er mere positive omkring det. Og som organisation tror vi, at det er uundgåeligt," fastslår Ian Windmill.

Derfor er det afgørende, at sammensætningen af et OTC-marked bliver lavet rigtigt, så man sørger for at varetage alle interesser og samtidig skaber et godt alternativ for brugerne.

"Det handler ikke om, hvorvidt det vil ske, men i stedet hvordan man skal skrue det sammen for at få det optimale ud af det. Hvis det ikke sker lige nu, er vores opgave i stedet at hjælpe FDA med at finde det næste skridt," siger Ian Windmilll

Høreapparater: Et væld af nye produktlanceringer på amerikansk messe

Høreapparater: Sonova lancerer en stribe nye genopladelige produkter

Sonova: OTC-marked er ikke vejen frem

Forsiden lige nu

Dansk epilepsialarm er blevet solgt til USA

Selskabet Ictalcare, der har Coloplast i ejerkredsen og har udviklet en særlig epilepsialarm, har solgt sine aktiver til et amerikansk selskab. Det er konklusionen på en strategisk proces, som har varet i flere år.

Seneste Medico & Rehab

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier