Den italienske høreapparatforhandler Amplifon kom pænt ud af fjerde kvartal og også hele 2015. Selskabets omsætning satte rekord, og samtidig løftede driften sig op i et højere niveau end ventet i markedet.

Amplifon omsatte for 1,03 mia. euro i hele 2015 - helt på linje med forventningerne i markedet. Det er dog første gang nogensinde, at Amplifon runder 1 mia. euro i omsætning. I fjerde kvartal solgte selskabet høreapparater for godt 300 mio. euro.

Driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) blev for året 167,4 mio. euro mod ventet 164,4 mio. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. I fjerde kvartal gav driften et plus på 59,1 mio. euro.

For 2016 venter Amplifon solid vækst i salget og også en forbedring af indtjeningen på det europæiske hovedmarked. Omsætningen på det amerikanske marked ventes også at fortsætte fremad i indeværende år, mens Amplifon venter at levere en organisk vækst i Asien/Stillehavsområdet på et højere niveau end markedsvæksten.

For regnskabsåret 2015 foreslår Amplifon udbetaling af et udbytte på 4,3 eurocent, og samtidig foreslås der også et nyt aktietilbagekøbsprogram, dog uden et fastsat beløb.

"Vi sluttede 2015 med de bedste resultater i selskabets historie. Vi overgik milepælen på 1 mia. euro i omsætning, leverede et EBITDA på over 165 mio. euro og nåede det højeste niveau nogensinde for frie pengestrømme," siger Enrico Vita, der er administrerende direktør for Amplifon, i regnskabet.

Amplifon har 9 pct. af det globale marked inden for detailsalg af høreapparater og er dermed markedsleder. Selskabet er til stede i 22 lande på verdensplan og sælger produkter fra både William Demant Holding og GN Resound.

Andelen af produkter fra GN Resound er dog størst, fordi William Demant Holding selv driver en stribe detailaktiviteter i høreapparatsektoren.

De to største leverandører til Amplifon er Sivantos, det tidligere Siemens Hearing Care, og GN Resound.

  Analytiker: Bedst hvis Audionova går til Amplifon  

  Amplifon bekræfter høreapparatsnak med Samsung

  Solid vækst og ny topchef hos Amplifon