Høreapparatkoncernen William Demant er parat til endnu et stort opkøb af høreapparatforhandlere i Europa, efter at selskabet i 2015 overtog den franske detailkæde Audika. Det skriver Dagbladet Børsen i dag.

Ejeren af den hollandske detailkæde Audionova overvejer i øjeblikket et salg af kæden, der har omtrent 1300 butikker fordelt over Europa, men selskabet er endnu ikke officielt sat til salg. Når det sker vurderes prisen at blive på omkring 500 mio. euro, altså omkring 3,7 mia. kr.

Niels Jacobsen, adm. direktør i William Demant, afviser ikke over for Børsen, at han kunne være interesseret, hvis et salg bliver aktuelt. Der findes ikke mange væsentlige aktiver i høreapparatsindustrien, der kommer til salg uden at William Demant ser på det, siger han til avisen.

Han understreger dog, at han ikke har hørt om, at Audionova er sat til salg.

"Hvis vi kan få det til at passe ind i vores strategi. Hvis vi kan finde en måde at købe på og en pris, der passer os, jamen, så går vi efter det, og kan vi ikke, så lader vi det ligge. Men mig bekendt er de ikke til salg," siger Niels Jacobsen til Børsen.

  Analytiker: William Demant haler ind på GN

  Demant løfter sløret for sin trådløse satsning

  William Demant afslutter året stærkt