Der er flere gode ting at tage med sig fra William Demants årsregnskab, mens skuffelserne er få.

Det mener Alm. Brand Markets.

Børshuset hæfter sig ved, at væksten i høreapparatforretningen var stærk. Det samme var bruttomarginen, mens forretningsområdet medical viste lidt svaghedstegn. Dette var dog ventet, og William Demants 2016-forventning om et driftsresultat på 2,0-2,3 mia. kr. lover godt.

"Som altid er guidance bred (stort interval). WDH medtager dog i sin guidance 2,3 mia. kr. (i toppen), hvilket vi ser som et signal, der er stærkere end markedet havde ventet," vurderer analytiker Michael Friis Jørgensen i et notat.

Han mener desuden, at William Demants lancering af en helt ny produktplatform baseret på den trådløse 2,4 GHz-teknologi kommer lidt tidligere end forudset.

Platformen lanceres i slutningen af andet kvartal i år og kommer til at indeholde selskabets nye dual chip-produkt, som selskabet allerede sidste år fortalte ville komme i løbet af 2016.

Alm. Brands anbefaling af aktien er "sælg", men den negative anbefaling udfordres af regnskabet.

Børshuset peger dog også på, at rygterne i markedet om en mulig handel med høreapparatkæden Audionova vil kunne påvirke vurderingen af William Demant-aktien.

  Analytiker: WDH-aktien vil outperforme det generelle marked

  Demant løfter sløret for sin trådløse satsning

  William Demant afslutter året stærkt